
Her kommer mit bud på en årsplan for 3.klasse.
Hvis du har haft børnene i 2.klasse, har I fået lagt et solidt fundament for tegneudviklingen.
Hvis børnene ikke har været igennem tegneforløbet, foreslår jeg, at du fravælger blyantsforløbet og tager tegneforløbet i stedet for – det er simpelthen et af de vigtigste forløb jeg har lavet!
Men lad os gå i gang, for denne årsplan indeholder også nogle forløb jeg er ret begejstret for!
Blyantsforløb – august til oktober
Blyanter er nok det tegneredskab børn kommer allermest i kontakt med, og derfor er det super vigtigt vi lærer dem at få så meget ud af blyanterne som muligt. Derfor er dette forløb meget vigtigt at lave med eleverne!
Forløbet begynder med lidt historie om hvordan man opfandt og udviklede blyanten. Dernæst lærer børnene om de forskellige hårdhedsgrader – og hvornår det er smart at bruge hvilken blyant. De lærer også hvordan man nemt og billigt kan lave sin egen tegnestub, og hvordan man bruger den.
For at træne det, laver de et lille abstrakt billede – som faktisk kan blive ret flot, selvom det kun er tænkt som en øvelse. Her øver børnene sig i at få variation i både valør og struktur.
Til sidst skal eleverne tegne billeder af klovnefisk. Jeg plejer at guide dem gennem den første fisk, og så får de tegneguides til at tegne resten. Disse tegneguides finder du i inspirationshæftet.
Blue Dog – november
Dette forløb er altid sjovt at lave! Til at begynde med præsenteres børnene for Georg Rodrigues værker med den blå hund. Rodrigue har malet den i rigtig rigtig mange versioner. Nogle er bare sjove – andre går lige i hjertet som fx billedet, hvor han maler 3 udklædte hunde og giver billedet titlen: I Just Don’t Wanna Be Me…
Det giver ofte en fantastisk snak om hvad man gør, når man føler sig udenfor.
Det er jo noget af det fantastiske ved billeder – at de kan tale direkte ind i hjertet på en helt anden måde end ord kan.
Børnene guides gennem optegningen af Blue Dog, og derefter skal de selv finde på en baggrund. Hvor er Blue Dog henne? Billederne er malet med akvarel, neocolor og farveblanter.
Snemænd i pastel – december til januar
Pasteller er bare skønne at male med! Man kan lave de lækreste bløde farveovergange og farverne stråler! Materialet er perfekt til at male en smuk vinterdag, hvor solen er ved at gå ned … og måske bagefter male versionen for hvordan det ser ud, når alle børn er gået i seng og snemændene hygger sig.
Sammen kan I måske se Raymond Briggs tegnede film. Hvis du også har klassen i dansk, kan du lade eleverne skrive deres historier – jeg lover dig, at det bliver et hyggeligt projekt!
I forløbet guider du eleverne gennem optegningen af en snemand i den sidste aftensol. Bagefter kan de bruge det de har lært til “snemænd-om-natten-tegningerne”.
Hvis du ikke har pasteller i dit billedkunstlokale, kan du sagtens bruge neocolor i stedet for, selvom der skal arbejdes lidt mere for at få farverne gnedet sammen.
Farvelærerforløb / kulørte tigere – februar til april
Farvelæreforløb kan lavet på mange måder, men dette er helt afgjort en af de flotteste!
Først guider du eleverne gennem optegningen af tigerens hoved, hvorefter de bestemmer om tigeren skal komme gående, ligge ned eller ses fra siden. Og bare roligt – der er en GRUNDIG vejledning i hæftet.
Efter det lærer børnene om Uffe Christoffersen skønne temperamentsfulde tigerværker. Det hjælper dem til at “turde” vælge vilde farver, når de skal male kopier af deres tegning.
Gennem forløbet lærer børnene om farveblandinger og farveharmonier… og til sidst har I en kæmpe imponerende udstilling af skønne værker.
Maleri – påfugle – maj og juni
Påfugle er et fantastisk motiv, når børnene skal opdage, hvor mange farver der gemmer sig i naturen. Ved første øjekast ser fjerene blå og grønne ud – men undervejs opdager eleverne, at de også rummer turkis, lilla, gule og gyldne nuancer.
Først guider du eleverne gennem optegningen af påfuglen, så alle oplever, at de kan tegne et imponerende motiv. Derefter arbejder de med at blande og sammensætte farver, så de smukke fjer får liv og dybde. Undervejs afprøver de forskellige materialer og oplever, hvordan de hver især kan bruges til at skabe forskellige udtryk.
Gennem forløbet træner børnene deres evne til at iagttage detaljer og farvenuancer.
Så er årets årsplan for 3. klasse klar.
Som altid er det kun et forslag til, hvordan året kan se ud. Hvis der er forløb, du hellere vil bytte ud, så tag endelig et kig på mine tidligere årsplaner for 3. klasse. Du kan også snuppe idéer fra både 2. og 4. klasse – der er masser af forløb, som sagtens kan bruges på tværs af klassetrin.
Rigtig god fornøjelse – og god forberedelsesuge!
Jeg håber også at nå at lave helt nye årsplaner til de øvrige klassetrin. Jeg tror ikke jeg kan nå at lave dem alle før ferien, men målet er, at de ligger klar til forberedelsesugen i uge 32.
Hvis du ikke kan vente, så brug søgefeltet øverst på siden eller Google. Søg for eksempel på Frubilledkunst årsplan 3. klasse, så dukker de tidligere årsplaner frem.
De bedste hilsner




















