Spring til indhold

Akvarel for begyndere

Det første forløb på årsplanen for 4.klasse i år er akvarel.

Det er efterhånden nogle år siden, jeg sidst brugte forløbet, og det er faktisk en skam, for det er faktisk et godt grundfundament for at lære eleverne at male med akvarel.

Eleverne bliver guidet igennem at male 6 lækre ispinde, og i hver is, lærer de teknikker til at styre akvarellen … for helt ærligt … den kan godt være lidt “drilsk”.

Men akvarel er magisk at male med – og faktisk slet ikke så svær, som rygtet siger!

Hver is lærer eleverne nogle nye færdigheder.

Koncentrationen af farve

Vi begyndte med en colais, hvor eleverne opdagede, hvordan akvarel kan være både lyst og kraftigt, alt efter hvor meget vand der er på penslen.

Her kommer lige et praktisk tip: brug vandpensler/waterbrushes i stedet for almindelige pensler.
Du slipper for væltede glas og børn der løber til vasken konstant for at skifte vandet.
Det er også ret nemt for eleverne at styre penslen i forhold til de ofte meget bløde akvarelpensler.

Farvenavne gør elevernes blik mere opmærksomt

Undervejs talte vi om farverne.
Jeg introducerede børnene for de to brune nuancer i æsken: okker og umbra. Jeg tror faktisk ikke, at der er mange af dem, der har lagt mærke til før.
Men når de først får ordene, ser de forskellen tydeligt. Det er præcis det, Vygotsky peger på, når han skriver, at “language is the tool of thought”. Sproget åbner farverne for dem: Når eleverne kan navngive nuancerne, bliver deres blik mere opmærksomt.

Jeg har lavet et lille indstikskort til hver æske, så børnene har det ved siden af og kan finde den umbra-brune, hvis de skulle have glemt, hvilken af dem det er. Kortene er laminerede, og et super praktisk hjælpemiddel.

Akvarelæsker

Apropos akvarel-farver … Det er vigtigt, at du køber en god kvalitet til billedkunstlokalet.

Jeg er egentlig ret glad for de russiske St.Petersburg – også kaldet White Nights, som jeg havde på min tidligere skole … men de er jo ikke så gode at købe med den geopolitiske krig, der finder sted.

Jeg har derfor testet Art Akvarel / Art Aqua fra CChobby af, og er meget positivt overrasket. Med skolens SKI-aftale var de så billige, at jeg var lidt skeptisk med hensyn til kvaliteten…. Men den test vil jeg skrive om en anden gang 🙂
OBS – det er dem, der er i en metalæske. Hvis du bare søger på “akvarel” inde på deres side, kommer den ikke frem … Jeg kender IKKE kvaliteten af
Links er sat ind for at hjælpe dig – jeg tjener ikke en eneste øre på dem. Bloggen her er 100% finansieret af mig alene!

Blande farver og praktiske videoer

Efter colaisen, skal børnene male en champagne-brus, og til det skal de blande en varm grøn. Faktisk er den grønne fra Art Akvarel-æsken ikke helt ved siden af, men jeg synes den skal “varmes” lidt ved at blande en smule gult i.

Det kan være svært at vise en hel klasse, hvordan man blander og maler med akvarel. Hvis jeg skal fx male med akryl, kan jeg bare sætte et stykke papir op på væggen og male med en stor pensel, så eleverne kan se det … men det går ikke med akvarel.

Derfor har jeg lavet videoer, hvor jeg viser, hvordan man gør. Det er faktisk en kæmpe hjælp, da det frigør mig til at hjælpe eleverne mere.

I den grønne is lærer eleverne også, at man kan dække en lysere farve ved at lade den mørke farve være ret koncentreret.

Bløde overgange

Den tredje is er en Filur, hvor eleverne skal lære at lave en blød overgang mellem to farver.

Desuden skal de lære at male “vådt på tørt”.

Blande lilla

Når vi underviser eleverne i farvelære, lærer vi dem, at rød og blå giver lilla…. Det kan man se på samtlige farvecirkler, der hænger oppe i billedkunstlokaler i hele landet, tror jeg.
Men det er en sandhed med modifikationer! Det er nemlig ikke lige meget hvilken rød og blå du vælger. Især den røde er vigtig.

Hvis du vælger en varm rød (som jo har noget gult i sig), får du nogle brune nuancer i stedet for de lilla, du gik efter. En varm blå (vi bruger ultramarin) giver en blålilla nuance, mens den kolde cyan-blå, giver en mere rødlilla farve.

Alt det lærer børnene om, når de maler deres 4. is – en solbæris …

Kunsten at male hvid med farver

Når man maler med akvarel, findes der traditionelt ingen hvid i æsken. Det findes der godt nok i Art Aqua, men den giver mere en cremet hvid farve, og er aldeles uegnet til at male en KongFu-is! Derfor skal børnene lære at “male hvid” med andre farver.

Selvom jeg foretrækker at bruge en smule blå til formålet, kan man faktisk bruge mange forskellige farver til at “male hvidt”.

Den sidste is – raketisen – er også delvis hvid, men her skal eleverne lære at male vådt i vådt, så der kommer en smuk overgang.

De sidste detaljer

Til sidst lærer børnene at lægge de sidste vigtige detaljer som fx skygge og højlys.

Nogle børn har fået nogle utilsigtede pletter på baggrunden. De kan gøres mindre synlige ved at male baggrunden med en meget tynd lys farve.

Til sidst udstilles isene – selvfølgelig. Det giver folk et smil på læben, når de går forbi alle de lækre is!

Klassetrin

Denne gang var det altså en 4.klasse, jeg brugte forløbet sammen med, men jeg har tidligere brugte det ned til 2.klasse. Jeg kunne såmen også finde på at bruge det i en 6.klasse, for hvem kan ikke lide ispinde?

Og det eleverne lærer gennem kurset er de helt grundlæggende teknikker, så det er stadig vigtigt, hvis de ikke har lært det tidligere.

Og hvad så nu?

Som sagt er akvarelkurset et rigtig godt grundlæggende kursus i akvarel, men jeg er kommet i tanke om, at jeg faktisk ikke har lavet særlig mange forløb, hvor børnene har brugt det, de har lært ….

Men det er jeg ved at lave om på. Følg med her på bloggen og se hvad der kommer … Vi er gået i gang, og det ser meget lovende ud!

Kreative hilsner

PS – hvis du også gerne vil i gang med at male akvarel, kan du finde mit hæfte her. I hæftet er er også links til de 7 videoer (som kun er tilgængelige, hvis du har hæftet).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.

Verified by MonsterInsights