Kender du følelsen? Du står i billedkunstlokalet, og eleverne kigger forventningsfuldt på dig. Du vil virkelig gerne lave noget seriøst med dem, men indeni mærker du panikken: “Jeg er jo ikke en da Vinci. Hvad hvis de opdager, at jeg ikke engang selv kan tegne hus i perspektiv?'”
Resultatet bliver måske det sikre valg: En hurtig farvelægningsopgave fra nettet eller “fri tegning”, som mest af alt ender som rekreativ tegneterapi.... og ofte i skraldespanden hurtigt derefter.
Det kan være hyggeligt, ja. Men det er ikke det, der får børnene til at “vokse” i færdigheder og stolthed.
Vi skal have punkteret en myte én gang for alle: Tegning er ikke en medfødt evne for de udvalgte få. Det er en færdighed. Præcis ligesom at lære engelsk eller at røre en ordentlig pastasovs sammen.
Du forventer ikke, at en elev af sig selv lærer at tale flydende engelsk uden at blive undervist eller høre sproget omkring sig. Og du forventer ikke, at en pastasovs smager af Italien, hvis du bare kaster tilfældige ingredienser i en gryde uden en eller anden slags grundopskrift.
Hvorfor forventer vi så, at børn – og voksne for den sags skyld – bare skal kunne “tegne”, uden at vi giver dem værktøjerne?
Sandheden er, at selv Leonardo da Vinci ikke bare ‘rystede’ sine mesterværker ud af ærmet.
Han brugte systemer. Han brugte observation, geometri og en stor forståelse for komposition og farver.
Det er her, vi som undervisere skal gøre forskel! Vi skal ikke lære dem at være ‘genier’ – vi skal give dem værktøjerne til at iagttage – ikke bare “se”.
Hemmeligheden bag at lære børn at tegne er ikke at kigge efter “det svære”. Det er at lære dem at se verden i småbidder.
I min tegneundervisning arbejder vi med det, jeg kalder formalfabetet. Forestil dig, at alt hvad du ser – lige fra et Da Vinci-motiv til en flæskesteg – kan brydes ned til fire grundlæggende “formbogstaver”: linjer, buer, vinkler og runde former.
Det er en vigtig del af det bærende fundamentet! Suppleret med farvelære og viden og erfaringer med komposition, giver vi eleverne det stillads, de har brug for for at bygge noget stort.
Jeg hører tit fra kolleger rundt omkring, at de egentlig gerne vil lave noget seriøst med børnene, men enten et de i tvivl om hvordan de skal gøre, de mangler idéerne eller måske bare tiden til at forberede dybe faglige forløb.
Det er præcis derfor, jeg begyndte at udgive mine egne gennemtestede forløb ind i hæfter.
Jeg skal være helt ærlig: Mine undervisningshæfter er ikke for dig, der bare vil have 45 minutter, hvor eleverne “sidder stille og tegner”, mens du selv ordner praktiske ting. Det er ikke en “nem løsning” for de dovne – tværtimod.
Det er for dig, der vil prioritere den høje faglighed, men som ikke har 10 timer til at opfinde den dybe tallerken hver gang. I hæfterne har jeg gjort det hårde arbejde med at finde inspirationen og strukturere forløbene, så du kan koncentrere dig om det vigtigste: At guide børnene til det øjeblik, hvor de kigger på deres færdige billede og tænker: “Hold da op… har JEG lavet det?”
Når vi giver børnene tekniske færdigheder, giver vi dem i virkeligheden selvtilliden til at udtrykke sig, så andre rent faktisk får lyst til at hænge deres værker op på væggen (og ikke bare på køleskabet i to dage).
Fra forløbet Blue dog – malet af en elev i 2.klasse
Forestil digen eftermiddag om ikke så lang tid. Du er ved at hænge en udstilling af børnenes billeder op. De er faktisk så gode, at du nemt kunne forestille dig at sætte dem op på din egen væg derhjemme…. Selvfølgelig i en smuk ramme 🙂Du er stolt og børnene er stolte…
Det kræver ikke en mastergrad i da Vinci. Det kræver bare de rette metoder og materialer.
