I hele sidste uge var jeg på matematik-kursus sponsoreret af Novo-fonden. De har fundet på noget genialt – nemlig nogle “arbejde-videre-dage” hjemme på skolen, hvor de betaler for en vikar, mens jeg og en kollega udvikler matematik. Åh, det er lige den tid man så ofte mangler, når man har været afsted og fået ny viden og inspiration.
Det er alt sammen godt, men … så kommer udfordringen med at skrive vikarplaner til mine skønne klasser.
Nogle gange kan de arbejde videre med det de er i gang med, men oftest kræver det, at der er en kvalificeret billedkunst-lærer til at give dem feedback undervejs. Det forventer jeg ikke af en vikar – heller ikke selvom vi har nogle gode på skolen.
Struktureret tegnekursus
I 2.klasse er vi gået i gang med det strukturerede tegnekursus. Det gør jeg ALTID, når jeg får nye klasser, fordi det giver et rigtig godt fundament. Børnene lærer at iagttage og får ord for de forskellige former…. og så lærer det teknikken med overlapninger.
Du kan se teknikken her – billedet er fra et gammelt indlæg …

Det var netop det, der var på programmet sidste gang. Derfor har jeg lavet et vikarprogram med netop det – og måske kan du bruge idéen en dag, hvor du er forhindret. Lektionen er både en træning i overlapning, farveblanding og finmotorisk træning i at tegne indenfor stregerne (- selvom det nogle gange er er mere spændende at tegne udenfor de afsatte streger … men det er ikke planen for denne lektion).
Vikarplan
Børnene skal tegne en masse figurer, men de skal tegnes med overlapninger. Sidste gang havde de udklippede eller printede figurer at kigge efter – denne gang skal de helt selv finde på.
Du kan evt. sige at der MINDST skal være 14 forskellige figurer – jeg har 22 på mit eksempel…
Lad børnene tegne formerne op med blyant først, så de kan viske eventuelle fejltagelser ud. Bagefter tegnes det hele op med en sort tus.
Når figurerne er færdige, skal mellemrummene males med en mørk farve – enten med tus eller farveblyant. Hmm … jeg burde have taget et billede på dette trin, men jeg var nok lidt for optaget…
Bagefter farver børnene så mange felter de kan nå. Det er vigtigt at opfordre børnene til at male tæt – det giver flottere billeder. Her opfordrer jeg til, at der kommer mindst to lag farve på hver figur – gerne i nuancer, der ligner hinanden. Fx en lys blå oven på en klar blå, eller en rød oven på en orange.
Det får farverne til at stråle mere.
Jeg synes det er helt i orden, at nogle af formerne står hvide tilbage – men helst ikke for mange…
Jeg foreslår, at du vælger A4karton til opgaven, for det kan bedre holde til lag af farve og tus.
Man ku’ jo også …
Så var det egentlig meningen at stoppe der … men så piblede en ny idé frem.
Måske kunne man tegne noget mere frit op tegningen.
Små mænd, der kravler rundt på formerne, mariehøns, der flyver omkring den?
Mit valg blev en robot. Med øjne, arme og ben får figuren lige pludselig et helt nyt liv.
Nu er jeg spændt på, hvad jeg får tilbage efter timen…
Lige lidt om farveblyanter
Det er vigtigt at nævne, at man kun kan få børnene til at male godt og tæt, hvis de har ordentlige redskaber at gøre det med. Hvis du har fulgt mig et stykke tid, har du måske set min farveblyantstest. Der er VIRKELIG stor forskel på de trææsker med tykke farveblyanter, der bliver købt ind på mange skoler! Vil du ikke godt love mig at se testen inden du skal købe farveblyanter næste gang? Det er rædselsfuldt at arbejde med dårligt værktøj!
Minw favoritter er helt klart Lyra Super Ferby og Faber Castell Jumbo Grip, men de er lidt dyre og vanskelige at skaffe med de indkøbsaftaler vi har på min skole.
Edu3 PRIME JUMBO er næsten lige så gode og meget lettere at skaffe for mig – oven i købet til en meget favorabel pris med vores aftaler. Jeg har heldigvis lige fået lov til at købe 4 kasser – en til hvert bord-gruppe. Det er fantastisk!
Kreative hilsner



