Bli’r du ikke lidt bange?

Det er altid spændende at arbejde med frottage i indskolingen. Jeg elsker, når ungerne bliver begejstret over at have fundet en spændende struktur!  – og når de kommer ind i en fantastisk kreativ proces, for ingen har jo set et monster – så der er frit slag.

Forløbet startede med at jeg fortalte om Max Ernsts regnvejrs-eftermiddag i 1925, hvor han sad på et hotelværelse og så ned på de slidte gulvplanker. Her fik han idéen til at lægge et stykke papir ovenpå og gnide ovenpå med en farve. Snart søgte han efter strukturer mange andre steder og fik lavet nogle fine billeder af fanasidyr – og en ny kunstteknik var opfundet – frottage!

Jeg mindes, da vi i min barndom lavede mønter på den måde, når vi skulle lege købmand … det fortæller jeg også børnene om, selvom det kan være svært at forestille sig i en verden, hvor pungen ofte kun indeholder kreditkort…

Så blev børnene sendt ud for at indsamle forskellige strukturer – så mange som muligt på 10 minutter.

Næste opgave var at fremstille 3 klippeark med frottage, hvor mønstrene gik ind over hinanden – igen med en relativt kort tidsfrist.

Efter det lavede vi en brainstorm over, hvad der gør et dyr uhyggeligt.

Nogle børn har lettest ved at komme i gang ved at tage udgangspunkt i et dyr, de er lidt bange for/utryg ved, og fantasere videre ud fra det. Andre har lettere ved at starte med at klippe en stor form ud af frottage-klippearket, og bygge videre ud fra det.

Alt i alt et skønt forløb med nogle flotte uhyggelige billeder som produkt…. og oplagt til at arbejde videre med i dansk, hvor børnene kan skrive om dyrene…

Kreative hilsener

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.