Lektier til valgholdet i billedkunst

Sideløbende med et tegneforløb, har valgholdet arbejdet med foto.

Vi har gennemgået forskellige tekniske sider, komposition og billedredigering.

Fra gang til gang har eleverne fået foto-lektier for.

Denne gang lyder opgaven på at tage mindst 6 gode (redigerede) fotografier med temaet efterår…. Og så kan det godt være, at man er nødt til at tage 30 billeder (eller flere) for at få 6 gode. Jeg har læst at dygtige fotografer ofte kasserer 90% af deres billeder og kun viser de bedste 10% frem.

 

Det er sundt ind imellem at smage sin egen “medicin”, så derfor havde jeg sat mig for også at løse opgaven. Her er mine bud.

Hvad med dig – har du prøvet at give eleverne lektier for i billedkunst?

Og i så tilfælde – hvad er dine erfaringer?

Varme efterårshilsner

4 tanker om “Lektier til valgholdet i billedkunst”

  1. Pingback: Fotokursus på valgholdet – FruBilledkunst

  2. Karen Lise Kaspersen

    Hej Tina.
    Dine fotos er meget flotte især det med vejen! Jeg har ikke prøvet at give lektier for… men oplever at de er vilde med timerne – og når de aflyses møder de op alligevel, låner en nøgle og har arbejdet videre. Vi er ved at afslutte plakatforløbet med udgangspunkt i dit materiale om Per Arnoldi.
    Men jeg vil høre dine tanker om noget andet, for de skal have karakterer, terminskarakterer… Hvordan griber du det an?
    Mvh Karen Lise

    1. Kære Karen Lise

      På min skole får eleverne først karakterer i 8.klasse (og mine går i 7.) Derfor har jeg endnu ikke lagt mig helt fast på, hvordan jeg vil gøre …

      Men jeg har gjort mig nogle tanker inspireret af en amerikansk high school-lærer. Hun giver eleverne et evalueringsark efter hvert projekt. Hver gang har hun defineret 6 områder, hvor eleverne vurderes på en skala fra 1 til 5. De fleste af kriterierne er ret håndgribelige, og det kan jeg godt lide. På den måde får eleverne en forklaring på deres tal – ellers kan karakteren nemt komme til at stå meget alene, og det kan være sværere for elverne at vide, hvad de skal arbejde med.

      Kriterierne kan f.eks. være:
      – Har du nuancer i hele valørskalaen? (til et projekt om valør-billeder)
      – Har du skarpe kanter? (der hvor motivet kræver det – der bliver altid nævnt, hvor det er. Skulle eleverne male en hånd, ville det f.eks. være mellem hånden og baggrunden)
      – Har du bløde farveovergange? (der hvor motivet kræver det – i håndeksemplet, ville det være farveovergangene i huden)
      – Kan man se konturen? (i opgaver, hvor målet er at konturen ikke ses, men skal stå som en farveflade)
      – Mødes linjerne i forsvindspunkterne? (hvis det er målet med opgaven)
      – Niveau af kreativitet/ hvor villig er eleven til at tage chancer – ikke kun arbejde i den sikre “safe”-zone?
      – Arbejdsindsats

      Alt dette kræver selvfølgelig, at man ved projektsstarten har tydeliggjort sine vurderingskriterier overfor eleverne.

      Til sidst regner hun resultatet sammen og omsætter det til en karakter – eks. 25-30 point giver A, 20-25 giver B etc. Hendes omsætningstabel er dog ikke ens fra gang til gang, men afhængig af sværhedsgraden af opgaven.

      Jeg tænker ikke, at jeg skal derhen, hvor eleverne får talkarakter for hvert eneste projekt (den amerikanske måde) – men jeg kunne måske godt finde på at lave evalueringsark med de forskellige kriterier, men uden at omsætte det til en talkarakter på deres ark. Jeg kunne dog godt finde på at notere det på mit eget papir, så jeg har faglige begrundelser, når terminskarakter-dagen oprinder.

      Det blev et langt svar – håber du kan bruge det til selv at komme videre i dine overvejelser.

      Venlig hilsen

      Tina
      FruBilledkunst

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.