Spring til indhold

Hunde inspireret af Heather Galler

5.klasse trængte til et enkelt forløb, så derfor kiggede vi på den amerikanske kunstner Heather Gallers fine dyretegninger. Vi talte om, hvilke kendetegn, der er for Heather Gallers værker:

  • De er meget kulørte
  • De er fyldt med mønstre – især striber, tern, prikker og ruderformer
  • Der er en sort kontur (om de vigtige dele – ikke om hver mønsterdel)

Før vi gik i gang med hunde billederne, bad jeg børnene om at lave en mønsterside i deres egen bog. De indtegnede en ramme på en hel side, og inddelte den i 4*4 felter, så de skulle finde på 16 forskellige mønstre-/farvekombinationer. Det er en rigtig god hjælp, når de senere skal fylde mønstre ind i deres hundetegninger.

Bagefter gik eleverne i gang med at tegne deres hunde. Jeg har haft klassen tidligere (1.-3.klasse) og dengang tegnede vi bl.a. efter mit hæfte: Hunde – lær at tegne forskellige racer. Heri er der en opvarmningsøvelse, hvor eleverne skal tegne 12 forskellige hunderacer med en ganske enkel streg. En del af børnene havde disse ark liggende i deres “egne bøger”, så det var let at bede dem om at bruge dem igen.

Andre valgte at finde en online-tegneguide. Hvis du vælger den løsning, så husk at understrege for eleverne, at det skal være en realistisk tegning og ikke en tegneserie-hund.

Vi brugte tusser til at tegne mønstrene. Jeg bad dem om at gemme baggrunden til sidst (og fortalte dem, at jeg havde et “trick”).

Det er nemlig rigtig svært (og tidskrævende) at få børn til at lave en smuk baggrund med tusser. Derfor medbragte jeg den sidste gang en par PanPastel-farver. Det er pastel-farve, der er presset fast sammen, så det ikke støver og griser så meget som tørpastel/”pastel-kridt”. Farven males på med en svamp.

Fordi det er kunstnerkvalitet, er farven MEGET pigmentrig. Jeg plejer at lægge et par sider avispapir under og lave en arbejds-station, hvor der arbejder 2-3 elever ad gangen. Malesvampen gnides meget let i farven og males derefter på tegningen – helst med små cirkler.

Farven rækker rigtig rigtig langt. Faktisk har jeg vist kun tømt ene eller to farver i den tid, jeg har brugt PanPastel i skolen … og mine egne er ikke engang halvvejs brugt op. Husk også, at du ikke behøver en hel farveskala, hvis du vil prøve materialet af – et par stykker er nok.

Og så er der selvfølgelig den elever, der laver sine egne regler … Fyren her var gået i gang med mønstre med den sorte tus – og ikke de kulørte, som læreren havde sagt. Men det så ret lovende ud, så jeg bad ham om at fortsætte.

Til sidst talte vi om baggrunden og blev enige om at han skulle male den med den varme gule farve, som en kontrast til det sorte og hvide. Resultatet blev rigtig spændende, synes jeg.

Jeg håber du er blevet inspireret af indlægget. Jeg har selv brugt forløbet flere gange – både i indskolingen og på mellemtrinnet.

Kreative hilsner

 

 

 

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Verified by MonsterInsights