Spring til indhold

Produkt til projektopgaven

Du har helt ret – projektopgaven er ikke obligatorisk mere, men på min skole skal 9.klasse stadig lave den. Måske skal de også på din … eller måske skal de lave en tilsvarende opgave med et produkt til…. I så tilfælde er dette indlæg til dig:-)

Jeg har været med på sidelinjen til projektopgaven i mange år, hvor mine valgfagselever har spurgt mig til råds om deres produkter, men i år var det anderledes. Produktet blev fremhævet allerede før de gik i gang, og vi understregede, at det skulle bruges aktivt i fremlæggelsen …

Som oplæg viste jeg eleverne nogle slides med produkter fra tidligere opgaver. Elevgruppen her har jeg aldrig haft i billedkunst, så jeg valgte et par teknikker, der er rimelig nemme at gå til og som passer til den tid, der er til det i den uge. Jeg har valgt maleri, tapeskulptur og digitalt fremstillede plakater.

Her får du nogle af idéerne – både fra i år og tidligere, som du kan bruge – enten til egen inspiration eller til at vise eleverne.

Maleri

Indrømmet – det første maleri er ikke fra en projektuge, men fra et maleforløb med temaet Skam. Men det kunne lige så godt være lavet til et identitets-tema. Jeg synes i hvert fald, at det er stærkt!
Du kan se flere af de udtryksfulde malerier ved at klikke på dette link..

Maleriet er malet med skoleakryl på et lærred, men det kunne sagtens være lavet på pap.

Maleriet her er fra i år. En gruppe arbejdede med kriminalitet begået af indvandrere 2.generations-indvandrere. Undervejs havde de nogle små skilte med fakta, som de klistrede op på deres to malerier.

For at få proportionerne korrekte, tog de et foto af den ene af gruppens drenge, tegnede det over på et stykke plast og brugte en overhead-projektor til at forstørre det til en passende størrelse. De kunne også have kopieret direkte til en overhead-transparent, men dem har vi ikke så mange tilbage af mere, og det havde nok også bundet deres malerier mere.

Undervejs hjalp jeg dem hvordan skyggerne falder i siden af ansigtet og under hagen. De er malet på at stykke pap fra en gammel ikea-pakke med skoleakryl. Pap er mere stabilt end karton, så derfor er det et bedre valg.
Tatoveringerne er malet med en tus.

Tapeskulptur

Jeg ELSKER tapeskulpturer! De er elegante, nemme at bygge, sviner ikke (særlig meget). De er billige og nemme at bygge i højden i modsætning til papmaché (som jeg ikke er særlig begejstret for) og lerskulpturer.

Den første skulptur stammer fra et tidligere år, hvor der var en gruppe, der arbejdede med selvskade – og hvordan det er et råb om hjælp. Pigen havde rødder i en anden kultur også, så derfor står råbet også på engelsk. Kniven for neden er klippet ud fra et blad og limet på papkassen, hvor tapehånden med plaster er monteret.
Uh – det kan stadig mærkes helt nede i maven, når jeg ser på produktet!

Jeg fortalte også om en anden skulptur, som jeg desværre ikke har et foto af. To drenge arbejdede med forholdene for dem der byggede stadion til vm i Qatar. De lavede en tapeskulptur af en bold, som de tapede en masse kopierede (fake)pengesedler på. Bagefter sprøjtede de rød maling på som bloddråber.
Det var en stærk måde at vise problematikken på, synes jeg!

Skulpturen her er fra årets opgave. En gruppe arbejdede med miljøets tilstand.

Den næste skulptur er også fra årets opgaver. Gruppen arbejdede med alkoholindtag og hvordan det skader leveren. Først lavede de den store skulptur. Den blev ikke så stabil, fordi de åbnede den før læreren havde sagt god for det 😉 Derfor er den fyldt med avispapir.

Bagefter skar de hul og lavede en tape-lever. De tapede et gult stykke silkepapir over, så det skulle ligne en skrumpelever mest muligt. Derefter pakkede de den ind i yderligere 3 stykker silkepapir, som de i fremlæggelsen kun pille af – lag for lag – for at vise hvad der sker med leveren, når man får for meget alkohol gennem en periode.

Plakater … og det der ligner

Det første billede er et, jeg viste eleverne som inspiration. Det er godt nok ikke lavet i en projektopgave – faktisk er det lavet af en af mine tidligere elever i 3.klasse, men jeg synes det er så stærkt. Pigen kom fra Congo og skulle male en plakatserie på to billeder om minder fra hjemlandet. De er malet på ipad, og inden da har vi talt om at man skal bruge de samme farver på begge plakater for at få dem til at høre sammen.

Næste billede er fra i år, hvor en gruppe arbejdede med overvågning – hvordan det både kan være trykhedsskabende og skræmmende. Først lavede gruppen billeder med hjælp fra AI og bagefter har de omsat dem til digitale malerier.

Den næste gruppe brugte noget længere tid på at forfine deres promts til AI og fik lavet 3 plakater om hvordan lærlinge bør behandles med respekt.

Det sidste billede jeg vil vise i dag er fra en tidligere opgave. En gruppe arbejdede med emnet tvangsægteskaber. De havde fundet ud af, at hvis en pige er bange for at blive holdt tilbage i hjemlandet for at blive tvangsgift, kan hun skjule en ske på kroppen. Det vil få hende til at blive taget til side til nærmere undersøgelse i lufthavnen, og der har hun mulighed for at fortælle om sin situation og blive hjulpet.

For at få budskabet ud fremstillede gruppen et par plakater, der kunne fortælle pigerne om det.
De lavede dem digitalt af billeder de fandt på nettet og “klippede” til i www.remove.bg.

Jeg håber dette indlæg har kunne inspirere dig til den næste projektopgave eller din næste tværfaglige opgave.

Hvad er de stærkeste produkter du har set? Del gerne i kommentarfeltet eller på Facebook.

Kreative hilsner fra

Du vil måske også kunne lide disse indlæg:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.

Verified by MonsterInsights