Væk fra lokalfarverne – Rundetårn i 4.klasse

Som udgangspunkt elsker de fleste børn lokalfarverne. Græsset skal være grønt, himlen blå og huset rødt …. eller hvidt eller gult!

4.klasse har malet rundetårn i kulørte udgaver – inspireret af den franske kunstner Robert Delaunay (1885-1941). Han var påvirket af fauvismens kraftige farver, som han kombinerede med kubisme. Vi har taget udgangspunkt i hans maleri af Eiffeltårnet, som han maler i frøperspektiv (La Tour Eiffel, 1926).

Jeg guidede 4.klasse gennem optegningen af tårnet, og derefter har de selv bestemt resten. Vi har talt om hvilke farver der passer sammen – og hvad der sker, hvis man sætter nogle sammen, som man ikke tror ser godt ud ….

Da min mor var lille, var en kombination af grønt og blåt utænkeligt …”grønt og blåt klæ’r tosser godt”, sagde de.

I min barndom kunne man aldrig have fundet på at sætte gul og pink sammen – men det er jo en spændende kombination ….

Dette projekt er en legeplads for farveundersøgelser. Ved at vise Delaunays billede først, får børnene tilskyndelse til at prøve “vilde” farvekombinationer af. 

Uden Delaunays billede tror jeg, at de fleste tårne var blevet gule – for det er Rundetårn…. Men det behøver det jo ikke at være.

Billederne er malet med akvarel. Nogle af eleverne har tilføjet små detaljer med farveblyant.

Til sidst har vi sammen vurderet deres billeder – nogle af dem havde brug for at få konturerne tegnet op med sort streg, nogle af dem havde brug for stærkere farve i baggrunden. Det klarede vi med lidt tørpastel. Det gør en KÆMPE forskel, når baggrunden virkelig “lyser”.

Til sidst har jeg lamineret billederne (pga. pastellen)

Hvis du selv har lyst til at lave projektet, kan du få mere hjælp i mit inspirationshæfte, hvor du bl.a. finder en trin-for-trin-vejledning.

 

 

Kreative hilsner fra

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

3 tanker om "Væk fra lokalfarverne – Rundetårn i 4.klasse"

  1. Hej Fru B
    Tak for inspirationen, det er uvurderlgit for mig ind imellem at læne mig lidt tilbage og bruge dine ideer.
    Du skriver at man kan få fx antilopehæftet til 29 kr, men når man trykker på linket dirigeres man over til noget meget dyrere.
    ER det muligt at købe noget til 29 kr?

    • Kære Eva
      Tak for dine pæne ord – det varmer.
      Alle mine hæfter kan købes i to udgaver – ét til 29kr til eget brug, og ét dyrere til skoleafdelinger, hvor flere lærere kan bruge det.
      Jeg havde et forkert link på min side – det er rettet nu. 1000 tak fordi du skrev i stedet for at opgive 🙂
      Kreative hilsner
      FruBilledkunst

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *