Spring til indhold

Tværfagligt arbejde med engelsk

Her i coronatiden får vi virkelig trænet vores omstillingsmuskler! Jeg plejer at have en masse billedkunsttimer, men de er skåret drastisk ned, så jeg kun kommer i to forskellige klasser.

Til gengæld har jeg fået engelsk i “min” 3.klasse (foruden billedkunst, matematik og kristendomskundskab, som jeg plejer). Vi arbejder for tiden med et tværfagligt projekt.

Harry the Dirty Dog og Picture Writing

Jeg startede med at lave et oplæg om bogen Harry the Dirty Dog . Derefter lavede vi forskellige engelsk-relaterede opgaver – der er virkelig mange arbejdsark til bogen på nettet. En af opgaverne var at finde kompositionen i historien – begyndelse, midte og slutning. 

For en tid siden læste jeg om Picturewriting. Det er startet af Beth Olshansky, der har skrevet bogen The Power of Pictures: Creating Pathways to Literacy Through Art.  Jeg har ikke læst bogen, men billederne på hjemmesiden og de videoer, der er oploadet på youtube, inspirerede mig meget, så derfor er jeg sprunget ud i det.

Egne historier

Børnene begyndte med at tegne skitser af historien.

Første del er  “begyndelsen”, som er en præsentation af hovedpersonen og problemet. Vi har aftalt at hovedpersonen skal være et dyr – gerne inspireret at et dyr, de har en relation til. Det kan være ens eget kæledyr, bedstes kæledyr eller en bamse, der får liv. Problemet i Harry-historien er, at hunden ikke ville vaskes, og derfor stikker af. Problemet behøver altså ikke være stort, men ingen gider læse en bog hvor alle bare har det godt hele tiden. Vi startede med at snakke om hvilke problemer, man kunne arbejde med – f.eks. ensomhed og jalousi.

Næste del – “midten” – skulle bestå af (mindst) 2 billeder, hvor problemet foldes ud. 

Nu skal det jo være simple børnehistorier, så slutningen skal indeholde løsningen på problemet. Harry bliver sulten og savner sin familie, så han løber hjem og bliver vasket. På samme enkle måde, skal børnene finde en løsning på deres problem.

Collager

Mit ene valghold er også i gang med at lave collage-bøger (selvom jeg ikke har snakket med dem siden midten af december – suk). Fra det projekt havde jeg lidt papir tilbage, men desværre ikke helt nok. Ideelt set ville jeg have lavet alt papiret med eleverne, men jeg brændte altså efter at komme i gang, så vi brugte resterne og supplerede med nogle ark, jeg lavede i min forberedelsestid.

Collagerne “bygger” de på A5-karton. Jeg bruger ordet “bygger”, fordi de ikke må lime delene sammen før hele billedet er færdigt. Børnene skal lave MINDST 4 collage-billeder, men eftersom de arbejder i forskelligt tempo, når nogle at lave 6-8 billeder, og nogle når måske kun 3 – især fordi der er lidt ekstra fravær i denne tid.

Når historie-illustrationerne er færdige, skal de i gang med at skrive – det bliver også godt, er jeg sikker på!

Kreative hilsner

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Verified by MonsterInsights