Jeg har glædet mig til at vise jer de færdige collager! I kan læse om forløbet her.
Begge mine 3.klasser har arbejdet med projektet, men jeg valgte forskellige formater til dem.
Den ene klasse har brugt A2 ark delt på den lange led – altså en slags panoramabilleder. Matisses klip “1001 nat” er også klippet som et panorama-billede. Den anden klasse arbejdede på almindeligt A3karton.
Jeg må konkludere, at det er langt nemmere at arbejde med kompositionen i panoramabillederne. Når man skal arbejde på A3 skal man tage stilling til balancen i hele billedet (Både i højden og bredden) – den er næsten givet i det brede format, hvor man “kun” skal tage stilling til, en række af firkanter.
Jeg talte med børnene om at vælge farvesammensætninger der “kilder øjnene” – tingene må ikke blive for forudsigelige, så “øjnene keder sig”. De smiler nogle gange lidt af mine udtryk, men de forstår dem godt 😉
Jeg valgte at laminere A3 billederne. Det har både fordele og ulemper.
Fordele:
- Det samler alle stumperne – også dem, der er limet knap så grundigt på. Især de helt små eller meget snørklede dele er svære at ramme præcist med limstiften
- Det gør billederne mere stabile, når de skal hænges op.
Ulemper:
- Nogle familier vil gerne indramme børnenes billeder, og så ser det ikke så pænt ud med lamineringen bag glasset
- Det giver genskær, når man skal fotografere billederne til bloggen 😉