Der er flere der har kontaktet mig for at se min årsplan for valgfaget. Den er også ret svær at lave, for ingen af os har jo erfaring fra et helt valgfagsforløb, men vi må trampe stien mens vi går den …
Forløbene i min plan er en blanding af nye forløb og forløb jeg har prøvet før – et par af dem dog med afbrydelser og manglende afslutninger p.g.a. corona-hjemsendelser. Jeg har skrevet om nogle af dem på bloggen og er også i gang med at skrive mere detaljerede forløbsbeskrivelser (inspirationshæfter), men coronaen har jo stukket en kæp i hjulet på en hel del!
Der er kun 6 forløb på min årsplan (- og muligvis når jeg ikke dem alle sammen). Det skyldes at mine forløb er grundige og ofte bygget op af flere små underforløb. Jeg lægger meget vægt på kvaliteten af arbejdet – og kvalitet tager nu engang den tid det tager …
Undervisningsbeskrivelsen
Jeg har valgt at sætte undervisningsbeskrivelsen ind som forløbsbeskrivelse. På den måde kan du både danne dig et overblik over forløbene og copy-paste beskrivelsen, hvis du bruger forløbet.
Udgangspunktet for skemaet er det, der er i prøvevejledningen. Jeg har sammenføjet de to sidste kolonner, da jeg synes det giver mere mening. Hvis det passer bedre i din plan at skille kolonnerne igen, er det let gjort.
Jeg har også bidt mærke i, at der ikke står mål, men kun områder, og har derfor ikke indsat en masse mål – men du kan jo nemt supplere, hvis du har lyst.
Sådan ser skemaet ud i vejledningen:
Årsplan
1 – Introforløb
Forløbet er kort – 1-2 gange, og er primært for at sætte en ramme om undervisningen og lære eleverne om logbogens vigtighed.
Jeg har endnu ikke selv fundet en perfekt måde at lave logbøger på. Mit første hold arbejdede med løsblade, der blev samlet i en spiralbinder efterhånden. På den måde kan både udleverede ark, skitser, noter og refleksioner samles.
Året efter købte jeg sorte kvadratisk notesbøger uden linjer – den slags jeg holder af at bruge til “min egen bog”. Udfordringen er dog, at det tager en hel del tid at lime f.eks. fotos ind i bogen, og eftersom bogen skulle blive på skolen, kunne de ikke arbejde på den derhjemme. Det krævede også en hel del forberedelsestid at printe og kopiere elevernes produkter, så de kunne komme ind i bogen….
I år har jeg derfor sat mig for at afprøve en digital/virtuel notesbog – men det skal jeg nok skrive nærmere om, når vi er kommet mere i gang.
Uanset hvilken logbog du har valgt, kræver det introduktion til eleverne og en snak om formålet med den. Logbogen skal jo både samle indtrykkene for eleven og samtidig formidle den udvikling de er igennem.
2 – Fotokursus
Den hurtigste genvej til få erfaring med at skabe billeder er at bruge fotografering. Tilmed har (næsten) alle eleverne værktøjet på sig hele tiden. Det giver både træning i motivvalg og fokus på komposition. Derudover bliver eleverne trænede i at redigere billeder, og i flere af mine projekter, bruger de egne fotos som billedreferencer.
Jeg har en enkelt gang været ude for en elev, der ikke havde mobiltelefon, men det kan løses ved at eleven enten får lov til at bruge sin mors/fars mobil hjemme til at tage billeder og redigere dem, eller at eleven arbejder sammen med en ven på holdet.
Forløbet er tænkt som sideløbende med forløb 1 og 3 – de fleste gange bruger jeg ca. 20-30 ud af de 90 minutter vi har sammen. Derfor tager forløbet omkring 14-15 gange.
Du kan finde mine noter til forløbet i dette hæfte:
3 -Fotorealistisk blyantstegning
Dette forløb spænder også over en hel del tid – faktisk indtil juleferien, men det er et meget grundlæggende forløb. Dels skal eleverne lære at “iagttage” i stedet for bare “at se”, dels skal de lære vigtigheden af valør. For en del elever vil det også være nyt, at der skal arbejdes så seriøst og lang tid med deres billeder.
Forløbet her bliver udgivet i to selvstændige hæfter – dels et kort grundelæggende tegnekursus, dels et længere blyantstegningskursus. Hvis du gerne vil skrives op på forhånd til at få besked, når hæfterne udkommer kan du skrive en mail til mig.
4 – Det vigtigste i livet – billedbog i collage
Et skønt forløb, hvor corona desværre spiste afslutningen, da jeg brugte det sidste gang. Jeg GLÆDER mig til at prøve hele forløbet igennem, men vi fik nogle virkelig gode billedsamtaler undervejs og der var nogle lovende værker undervejs.
Jeg regner med at forløbet tager indtil påskeferien.
5 – Kunsthistorie
Tidligere har jeg kun fortalt eleverne kunsthistorie i forbindelse med projekter, men denne gang har jeg besluttet mig for at give dem et samlet overblik. Jeg prøvede at undersøge markedet men fandt meget få materialer tilegnet folkeskolens ældste klasser …. så derfor er jeg selv gået i gang. Jeg har foreløbig lavet hæfter fra renæssancen til pop art, som du kan finde her.
I hvert hæfte har jeg gennemgået perioden og lavet et par læsesider og en sketchnote til eleverne. Derudover har jeg lavet nogle slides til at tale ud fra (med lærernoter til dig) og nogle opgaver.
Forløbet skal køre sideløbende med billedbogsprojektet og kun tage ganske kort tid hver gang. Derefter skal eleverne lave en hurtig digital collage af periodens værker.
Til nogle af ismerne er der dog forslag til mere undersøgende billedarbejder, og dem glæder jeg mig også til at prøve.
6 – Store problemer og tryllestøv
Igen et af disse forløb, som blev nææææææsten færdigt før hjemsendelserne. Vi manglede at lægge glasur på krukkerne og lave en samlet præsentation – men det vil jeg nå med mit næste hold! Jeg glæder mig til nogle skønne timer.
Forløbet er planlagt til den sidste del af skoleåret – altså fra uge 16 til sommerferien.
Ingen plan for 8.klasse
Det er mit håb at årsplanen kan inspirere dig, selvom dele af den endnu er uden udgivne inspirationshæfter.
Jeg kommer ikke udgive en plan for 8.klasse i år, men hvis du skal have 8.klasse, kan du jo låne af forløbene herfra 🙂
Hvis du bruger nogle af mine forløb, vil jeg være glad for at høre, hvordan det gik …
God sommerferie
I morgen er sidste dag før ferien. Jeg skal til afslutning på et relationskompetancekursus arrangeret af Louise Klinge – det bliver spændende er jeg sikker på.
Og så skal vi ellers slappe af (og måske være lidt kreative) – det har vi fortjent efter dette specielle forvirrende skoleår med verdensrekord i omstillinger.
Glædelig sommer
Tak for inspiration og mange fine forløb. Jeg er meget nysgerrig mht. dit kursus om tegning til valghold, ved du hvornår, de udkommer? Er der andre af dine tegneforløb, man kan starte med som et grundlæggende tegneforløb i 7.?
Mange hilsner Gry
Tak for din hilsen og de pæne ord.
Jeg håber på at de to tegnehæfter kommer inden jul. Du kan evt. bruge hæftet “Perspektivtegning og Sigtemåling” som et tegnekursus…. Du kan se mere om forløbet her: https://www.frubilledkunst.dk/sigtemaaling/
De bedste hilsner FruBilledkunst / Tina
Jeg er meget nysgerrig på dit forløb “Det vigtigste i livet” – billedbog i collage. Har du måske et hæfte på vej med nærmere beskrivelse af tankerne bag?
Mvh Henriette Andersen, som i øjeblikket sidder og bøvler med årsplan til billedkunst som valgfag (og jeg føler mig på herrens mark eller ihvertfald på vej derud…. :/ )
Kære Henriette
På en måde har jeg et hæfte på vej …. jeg har skrevet 2/3 af hæftet, men det var et forløb jeg lavede med min 8.klasse, hvor coronaen spiste al min undervisning, så jeg har ingen færdige produkter at vise … – men forløbet fungerede så godt, at jeg gentager det i år, og så skal jeg nok fortælle om det på bloggen (og få skrevet hæftet helt færdigt).
De bedste hilsner
Tina
Det lyder godt. Tak 🙂
Det glæder jeg mig også til at se, lige som jeg meget gerne vil købe de to hæfter der hører til blyantstegningsforløbet.
Hov, jeg er ikke den samme Henriette, som skrev de første kommentarer. Bare så forvirringen ikke bliver total 😉
Mvh Henriette D
Tak Henriette – tak for opmuntringen 🙂