Spring til indhold

Malerier med et stærkt tema

I går var jeg til en privat sammenkomst, hvor jeg kom til at tale med en af de andre gæster om hvad jeg lavede. Hun havde en teenagepige, der kæmpede med skolevægring.

Vi kom til at tale om at det, der presser de unge i dag, og om hvordan de sociale medier har givet dem SÅ mange flere at sammenligne sig med… Der skal virkelig meget til for at lykkes, når man stiller høje krav på alle områder.

Når man ikke føler, at man kan leve op til det, kommer skammen.

“Jeg burde kunne ______ , når alle de andre kan…”

“Jeg er ikke så ______, som alle de andre – det er så pinligt!”

“Mine venner/forældre bliver flove over mig, når jeg ikke _____”

Jeg fortalte derefter om hvordan vi arbejdede med netop det på mit valghold – om skammen. Det er et af de områder, hvor vi som billedkunstlærere virkelig kan være med til at gøre forskel, for skam tåler ikke lys. Når vi tager skammen frem og sætter ord på den, forsvinder den måske ikke, men den bliver mindre!

Det var faktisk også det, en af mine elever sagde til sommerens prøver – at de var blevet bedre til at tale om skammen og de håbløse sammenligninger i pigeflokken.

I det hele taget var snakken omkring SKAM-malerierne faktisk det, der fyldte rigtig meget ved prøverne. Her er virkelig et område, hvor de unge har meget på hjertet, og hvor vi gennem kunsten kan hjælpe dem til at få sat nogle ord (og farver) på det.

Derfor var jeg slet ikke i tvivl om at jeg ville genbruge forløbet… og det er så det, du ser lidt af her – mit nye 8.klasses holds malerier.

Undervejs har vi også fået en hel del gode snakke – både om temaet og og om, hvordan man bedst udtrykker det, de vil sige …

Nå ja, foruden alt det tekniske:

  • Skal maleriet være naturalistisk eller mere ekspressionistisk?
  • Hvordan laver man en god komposition?
  • Skal billedet være i højformat eller i bredformat?
  • Hvordan finder man referencebilleder?
  • Hvordan kan man lave sine egne referencebilleder?
  • Hvordan får man dem ført over til maleriet?
  • Hvilke farver udtrykker bedst følelsen, og hvordan sætter man dem sammen?
  • Skal der være en undermaling, og hvilken forskel gør det?
  • samt naturligvis: Hvordan blander man “hudfarve”?

Da malerierne blev færdige, bad jeg dem om at skrive ned, hvordan de gerne ville præsentere værket til prøven. Jeg gav dem nogle vejledende spørgsmål og bad dem om at finde en titel til værkerne – det er det de er i gang med nu …

I denne uge skal de udstilles i den lokale kirke, der har en kulturuge. Det bliver spændende!

Jeg håber indlægget har inspireret dig til at gå i gang med temaet. Hvis du gerne vil have lidt mere vejledning, tips og tricks, kan du finde dem i mit hæfte: Maleri med valgholdet -tema:skam.

Kreative hilsner

 

 

 

 

 

 

Print Friendly, PDF & Email

1 tanke om “Malerier med et stærkt tema”

  1. Tusind tak. Det er fantastiske forløb og billeder ! Jeg er imponeret og berørt. Hvis man kunne snige sig ind i en af dine klasser, ville jeg være lykkens pamjulefis.
    Kh Jane (pensioneret – ikke lærer) men kreativt inspireret ❤️

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Verified by MonsterInsights