Spring til indhold

Chagall i 4.klasse

Kan du huske det mareridt du havde som barn …. det som du blev ved med at drømme igen og igen?

Mit handlede om at blive væk fra min mor på en togrejse.

Jeg kan huske angsten, når jeg skulle træde op i toget. Man kunne se ned på svellerne, og trinene var meget høje – især når man kun er omkring 5 år gammel. For at finde en plads, skulle man gå fra vogn til vogn.

Der hvor vognene sad sammen, var der en slags passage, men for en 5årig virkede den spinkel.  Lydene var høje, og hver togvogn havde sin rytme, så når man stod på overgangen, føltes det som at springe af en karrusel …. Det er i alt fald sådan det føltes i mine mareridt.

Marc Chagall blev født i Hviderusland i 1887 i en fattig jødisk familie.

Han udviklede allerede tidligt sin egen malestil, hvor han kombinerer drømme og erindringer. På grund af sit talent, kom han gratis ind på byens kunstskole, og som 19årig flyttede han til St.Petersborg, hvor han studerede kunst. Et år senere fik han et legat, så han kunne rejse til det, der var kunstens hovedstad på den tid, Paris.

I 1914 rejste han tilbage til hjemby, og året efter bliver han gift med sin elskede Bella, som han havde kendt siden 1909. I 1915 blev deres eneste barn, datteren Ida født. Bella optræder på en del af Chagalls malerier – ofte flyvende sammen med Chagall.

På grund af 1. verdenskrig måtte de blive i Rusland, men i 1924 er de tilbage i Paris (efter et kort ophold i Lithauen og Tyskland).

Frankrig blev han andet hjemland, og han boede der til sin død (bortset fra de år under 2. verdenskrig, hvor han var nødt til at rejse til USA).

Under hele sin karriere beholdt Chagall sin helt karakteristikske malestil, hvor oplevelser og drømme blandes. Hans oplevelser under krigen blev også nedfældet på hans lærreder (bl.a. i “The War” fra 1966).

I 4.klasse startede vi forløbet med at læse Laurence Anholts bog: “Fortæl en historie, Papa Chagall”. Det gav en rigtig god introduktion til Chagalls liv og hans malestil. Bogen kan desværre ikke købes mere, men jeg har sat et link ind til biblioteksudgaven.

Derefter bad jeg børnene skrive 10 drømme / mareridt / oplevelser ned.

Derefter var tiden kommet til at tegne op. Vi brugte A3 karton og børnene tegnede op med enten blyant.

Vi snakkede om den særlige Chagall-stil, hvor tingene flyder ind i hinanden – præcis som vores drømme nogle gange væves sammen på en uforudsigelig måde.

Med et så frit emne bliver billederne selvfølgelig meget forskellige. Nogle børn har en relativ nem opvækst, mens andre har store ting at kæmpe med. Nogle børn tegner helt frit, og andre finder reference-billeder på nettet eller har dem med på deres telefoner.

Undervejs fortalte børnene rigtig meget om de forskellige elementer i billederne. Da de var færdige med billederne skrev de et par linjer om deres værk, som skal printes ud og vises ved siden af deres billeder.

Billederne er malet med akvarel og farveblyanter

 

 

De bedste hilsner

 

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Verified by MonsterInsights