Spring til indhold

Sådan får du dine elevers tegninger til at blive bedre

Hvis jeg kun havde et meget meget lille budget og INGENTING i mit billedkunst-lokale – hvad ville jeg så købe?

Som det allerførste ville jeg købe blyanter – helst i flere hårdhedsgrader – f.eks. 2H, HB, 2B og 6B. De første 3 slags har jeg oven i købet fundet virkelig billigt hos Lyreco. 6B-blyanterne er lidt dyrere, men kig dig godt for – der er STORE prisforskelle. Nogle gange hænger det sammen med kvaliteten, men langt fra altid.

Hvis jeg havde en klasse i indskolingen eller på mellemtrinnet, ville jeg selvfølgelig købe Lær at tegne med blyanter – som er et grundigt og sjovt forløb, der kan gennemføres allerede fra 2.klasse. Efter en kort historisk gennemgang og nogle øvelser, maler børnene nogle fine klovnefisk-billeder – dels ud fra de tegneguides, der er i hæftet, dels efter fantasien og referencebilleder, de finder på nettet.

I forløbet lærer børnene hvordan man kan variere trykket på blyanten og på den måde få deres tegninger til at se meget mere interessante ud.

Var eleverne ældre, ville jeg bruge tegnekurset for de ældre og hæftet om fotorealistisk tegning. 

For nylig kom en af mine 7.klasse-valgfagselever med nogle tegninger hun havde lavet hjemme. Hun var især vild med at tegne øjne. Jeg fik lov til at tegne oven på et af dem. Hele øjet var tegnet med nogenlunde samme valør (samme grå farve), men ved at male lidt mørkere med blyanten på udvalgte steder (pupillen og vipperne), og tilføje lidt lys, hævede tegningens kvalitet sig på få minutter.

Det er for øvrigt den hurtigste opgradering i de fleste blyantstegninger, da meget få er opmærksomme på at få kontrasten frem (forskellen mellem det mørkeste og det lyseste på tegningen).

Nå ja, så ville jeg også købe et par gode viskelædere.

For et par år siden testede jeg en række viskelædere … Det er simpelthen så træls at bruge et dårligt viskelæder, der ikke visker rent, men i stedet tværer grafitten ud på hele tegningen! På linket ovenfor kan du se testen.

Desværre er det gode billige fra Søstrene Grene vist udgået, men de har som regel andre fornuftige bud. Begynd evt. med at købe et enkelt og test kvaliteten.

Hvis penge ikke er et problem, foretrækker jeg stadig det grønne Art Eraser fra Faber-Castell. Jeg lægger et linkt til PenStore, så du ved hvilket jeg mener, men de fås i mange butikker – til meget forskellige priser (8-20kr/stk)

Jeg foretrækker at lade eleverne tegne på kopikarton – det holder til lidt mere, når jeg beder dem om at gennemarbejde deres tegninger. (Kopikarton har jeg også fundet billigst hos Lyreco). Og her skal jeg lige huske at fortælle, at min blog er 100% sponsereret af mig selv – jeg får ikke en øre for at henvise til firmaerne – jeg gør det kun for at spare din tid.)

 

Valgfagseleverne tegner på lækkert (og lidt dyrt) tegnepapir, men de bruger også adskillige timer på deres temategning.

 

 

I begge forløb har eleverne også lært at fremstille en tegnestub selv – det er et fantastisk tegneredskab, og det kan fremstilles for ganske få øre – du kan se hvordan i hæfterne.

Jeg bruger næsten altid klovnefisk-blyantsforløbet i 2. klasse, og valgholdene starter altid med et tegneforløb – der lærer de nemlig nogle meget grundlæggende ting de kan bruge i deres andre værker.

Kreative hilsner

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Verified by MonsterInsights