Det startede med en snak om modsætninger.
Vi satte ord på alt det, der er hinandens modpoler: det store og det lille, det bløde over for det ru, og den stramme firkant mod den bløde cirkel.
Men hvordan flytter man ordene fra tungen og helt ud i virkeligheden, så de bliver til greb, man kan bruge i sin egen kunst?
Svaret kom rullende ind i klasselokalet i form af kunstneren Lena Søeborg, som besøgte os i samarbejde med Sorø Kunstbibliotek.
Hun havde medbragt nogle af sine værker bl.a. et, der øjeblikkeligt fangede børnenes opmærksomhed: Et værk med en stol iført strømpebukser, hvor der nede i fødderne gemte sig et par damesko.
Det var en fantastisk samtale-starter.
Pludselig var de kontraster, vi lige havde talt om, ikke bare tør teori, men noget man kunne grine af, undre sig over og mærke vigtigheden af.
Det mærkværdige og det uventede åbnede døren på vid gab for 2. klasses forståelse af, hvad billedkunst egentlig kan.
Hvorfor øjet elsker at blive udfordret
Jeg plejer ofte at sige til mine elever, at “øjet ikke må kede sig”.
En af de sikreste måder at undgå kedsomhed på i et billede er at bruge kontraster.
Øjet elsker nemlig kontraster; det bliver tiltrukket af forskelligheder og modspil.
Men den største udfordring som underviser er at gøre det så konkret, at børnene kan bruge det aktivt i deres egen proces.
Lena greb opgaven an på en genial og enkel måde!
Hun lagde et fladt stykke hvidt A4-papir på gulvet og talte med børnene om, hvad kontrasten til det kunne være.
Kunne det være et stykke papir, der stod op? Vi fandt hurtigt ud af, at tyngdekraften ikke ville tillade det… Men hvad kunne så være en kontrast? Et krøllet stykke papir, måske. Eller en cirkel klippet ud af den firkantede flade.
Pludselig var forståelsen der: Kontrasten skaber liv og spænding i kompositionen.
Kreativitet på en stribe uden en eneste tegning
Børnene fik nu deres egne materialer: Kopipapir, pakkebånd, malertape og sakse.
Reglen var enkel: De måtte ikke tegne, og hver ny ting, de tilføjede til deres række på gulvet, skulle være en kontrast til det forrige element.
Det var utroligt at se, hvordan 2. klasses-eleverne virkelig blev tvunget til at tænke kreativt og løsningsorienteret.
Fra den helt flade, hvide papirflade til en foldet papir eller en blød bue, klippet fri af papiret.
Ved at bruge de mest simple midler opstod der lange, visuelle forløb på gulvet, som jeg skyndte mig at forevige med kameraet.
Det her er præcis det, jeg mener, når jeg taler om, at undervisningen skal føre til værker, man kan være stolt af. Selvom det “bare” var hvidt papir på et gulv, var kompositionerne så gennemtænkte, at de fungerede som små selvstændige kunstværker.
Fra papir til de store følelser i musikken
Vi stoppede dog ikke ved de fysiske materialer. For at lade forståelsen af kontraster synke helt ind, inddrog Lena musikken.
Eleverne skulle tegne til to vidt forskellige stykker af Grieg. Først den rolige, lyse “Aftenstemning” og bagefter den dramatiske og voldsomme “I dovregubbens hal”.
Det var interessant at se, hvordan deres streger ændrede karakter i takt med musikken. Kontrasterne blev følt gennem ørerne og kom ud gennem hænderne.
Jeg er ikke i tvivl om, at jeg kommer til at trække på deres erfaringer fra dette projekt mange gange fremover.
Det er en genial måde at vise dem, hvordan man opbygger et billede, der holder fast i beskueren, fordi øjet får lov til at gå på opdagelse i de mange forskelligheder.
Forløbet er delt med Lena Søeborgs tilladelse.
Kreative hilsner
