En skøn eftermiddag i selskab med Thorvaldsen og H. C. Andersen

For kort tid siden havde HrBilledkunst og jeg en fantastisk eftermiddag ved Nysø nær Præstø. Projektformidler Anne Mette Liedecke Dall havde inviteret os til en rundvisning, hvor hun gavmildt øste ud af sin store viden om både baronparret Henrik og Christine Stampe, der ejede Nysø, og om de kunstnere der kom der – mest om Thorvaldsen og H C Andersen.Hun fortalte om hvordan den verdensberømte Thorvaldsen trak sig tilbage til Nysø, når han havde brug for lidt ro, og om hvordan Christine Stampe fik samlet en hel lille flok af tidens berømte kunstnere omkring slottet – bl.a. H C Andersen, der delte mange fællestræk med Thorvaldsens livshistorie. Begge var de vokset op i fattige kår og var blevet verdensberømte for deres arbejde. 

Vi hørte også om, hvordan den ydmyge Thorvaldsen egentlig ikke var interesseret i at lave en skulptur af sig selv – “han lavede jo bare sit arbejde…”, men baronesse Christine Stampe fik lokket ham til det – til stor glæde for eftertiden.

Selvom han var 69 år, da han lavede skulpturen, har han fremstillet sig selv “i sin bedste alder” – muskuløs og men en stor hårpragt som HrBilledkunst misundte ham …

Han står lænet op ad en skulptur – Håbets gudinde – som han er i gang med at skabe. I hænderne har han hammer og mejsel.

Det var også baronessen, der sørgede for at få brændt nogle af lermodellerne, som normalt blev kastet i lerspanden, så de kunne genbruges.

 

Læg mærke til, hvor mange fine detaljer, der er i leret. Så mange er det slet ikke muligt at genskabe i gipsen, og endnu flere af dem går tabt, når skulpturen skal hugges i marmor. 

Kan du genkende Thorvaldsens egen hånd ovenfor – den blev lavet som et studie til selvportrætsskulpturen. Den anden hånd er Christine Stampes.

Anne Mette fortalte, hvordan baronessen kom forbi Thorvaldsen, når han arbejdede … og så fik vi en sød lille anekdote om hvordan hun en gang var kommet forbi med et fad med kagedej, der skulle formes til småkager. Thorvaldsen greb lidt af dejen og med sine modellerpinde, formede han småkager af dejen. En af dem er faktisk bevaret og er i samlingen! – Den er dog ikke udstillet. Vidste du før øvrigt, at Thorvaldsen som regel ikke selv huggede sine marmorskulpturer? De blev formet efter Thorvaldsens forlæg af såkaldte kopihuggere, men kaldes alligevel hans værker.

Når man skal lave skulpturer, har man brug for godt lys. Oprindeligt havde baronessen indrettet et loftsatelier til Thorvaldsen, men han havde brug for mere lys direkte ned. Derfor arrangerede hun, at Thorvaldsen blev sendt på en rejse et par uger. Imens fik hun opført en lille pavillon til ham og arrangeret en fest, da han kom tilbage. Grundtvig holdt indvielsestalen!

 

Man kan ikke få lov til at komme ind i pavillonen, men man kan se den fra den anden side af voldgraven. 

Anne Mette fortalte også levende om, hvordan både Thorvaldsen og H C Andersen holdt af at bade i Præstø fjord – lige ved siden af godset. Det hele blev meget levendegjort af alle de små detaljer og historier, hun kunne fortælle!

Det var forresten også på Nysø, at H C Andersen skrev sit første udkast til Nattergalen. Selvom handlingen er langt hen til Kina, opstod inspirationen på Nysø. Anne Mette fortalte om hvordan hun havde en lille udstoppet fugl og en optaget nattergale-trille med, når hun lavede oplæg tilpasset danskundervisningen – det lød så spændende.

Da HrBilledkunst og jeg kørte hjem fra Præstø var det næsten som om vi havde været sammen med Thorvaldsen – eller Thor, som han ofte blev kaldt – og H C Andersen. Det var en FANTASTISK oplevelse, som kun han anbefales.

Desværre er skoletjenesten foreløbig kun til midten af januar 2021 – jeg håber sådan, at ordningen bliver forlænget, for jeg vil virkelig gerne besøge stedet med mine elever. Desværre kunne vi ikke få lov til at tage af sted i år pga. corona, selvom det nok må være en af landets mest sikre samlinger (det er kun åbent for offentligheden om sommeren, så man har det hele for sig selv).

… og ellers – så tag til Thorvaldsens samlingen til sommer – på et tidspunkt, hvor der er omvisning. Jeg kender ikke de andre omvisere, men jeg kan varmt anbefale Anne Mettes omvisninger. Det var faktisk så godt, at vi har planlagt at tage derned igen, når stedet åbner.

God fornøjelse

 

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.