Blomster har altid været et populært motiv i kunsten. I antikkens Grækenland og Rom blev blomster ofte brugt som symboler i kunstværker. I barokken malede kunstnerne billeder, hvor overdådige buketter stor detaljerigdom og realisme står frem som stjerne på en scene – badet i rampelys. Impressionisterne, som Claude Monet, fangede lyset og farverne i blomsterne på en helt ny måde, for slet ikke at tale om Van Goghs lysende billeder af solsikker, iris og mange flere.
Min 2.klasse maler blomster for tiden – digitale altså – på deres chromebooks. Egentlig var jeg lidt usikker på om jeg havde været for ambitiøs i min planlægning – eleverne i 2.klasse er trods alt ikke så store. Men det er gået over al forventning!
Min inspiration til dette projekt kommer først og fremmest fra den britiske kunstner David Hockney, som i en alder af 71 begyndte at male på sin iPhone. I 2022 udgav han en bog med blomstermalerier.
Indrømmet – den første gang med kombinationen af 2.klasses elever og teknik var lidt hektisk, men nu har de helt styr på at arbejde i lag, vælge pensler og farve-nuancer. De er faktisk blevet så gode, at jeg har besluttet at skrive et hæfte om forløbet, for jeg synes andre skal have lov til at opleve det samme!
Jeg glæder mig også rigtig meget til at vise dig værkerne her på bloggen!
Hjemme maler jeg også løs på skærmen – det er ret hyggeligt at sidde med om aftenen, og modsat mange af mine andre kreative sysler, er det super nemt og hurtigt at rydde op efter! Det er også dejligt fleksibelt at kunne male i lag og altid kunne finde maling i præcis den farve, jeg vil have …
Ud over det bruger jeg også noget tid på at planlægge billedkunst-kurser. Måske så du i sidste indlæg, at jeg holder kursus i Næstved, Vejle og Silkeborg først i det nye år. Der skal vi i øvrigt også male digitale blomsterbilleder… og arbejde med fotomanipulation og gel-tryk – det bliver godt!
Har du malet digitale billeder med dine elever? – Eller kunne du tænke dig at gøre det? Skriv gerne en kommentar enten her på bloggen eller på Facebook.
Kreative hilsner
PS: Her kan du se lidt mere om kurserne:
… og her kan man melde sig til 🙂
Tilmelding
Prisen for kurset er 1450 kr. ex. moms. – incl.forplejning (så du behøver ikke madpakken denne dag)
Tilmeldingsfrist til kurset i Næstved: onsdag den 15. januar 2025.
Tilmeldingsfrist til de jyske kurser: onsdag den 19. februar 2025
Hvis du har spørgsmål, eller noget driller i tilmeldingsprocessen, så skriv en mail til tina@frubilledkunst.dk,
Afmelding/afbud
I løbet af 1-3 dage fra tilmeldingen vil jeg sende dig en bekræftelse på, at du er optaget på kurset, og tilmeldingen er bindende, når du modtager bekræftelsen. En uges tid før kurset får du en mail med praktiske oplysninger.
Hvis du bliver forhindret eller syg, har dit arbejdssted altid mulighed for at sende en anden medarbejder. Deltagerbetalingen refunderes ikke ved afbud/ fravær.