Med jævne mellemrum dukker spørgsmålet op på sociale medier eller i kollegasamtaler:
Hvor meget kunsthistorie er man egentlig nødt til at inddrage i sin undervisning?
Vejledningen er meget løs – kompetencemålet lyder:
Eleven kan analysere billeder fra forskellige tidsperioder, kulturer og medier med vægt på nutidige billedudtryk.
Du kan altså næsten selv vælge så meget eller så lidt du vil have med i din undervisning.
Men … der er bare mange gode grunde til at inddrage kunsthistorien.
Her er et par stykker.
Vi står alle på skuldrene af fortiden
(og får bedre inspiration)
Vi kan ikke opfinde billedkunsten helt forfra i et vakuum. Hvis eleverne kun møder deres egne (og klassekammeraternes) umiddelbare idéer, bliver værkerne hurtigt meget begrænsede i deres udtryk.
Når vi præsenterer dem for historiske retninger og modige samtidskunstnere, udvider vi deres indre billedbank.
Tag for eksempel den danske kunstner Andreas Schulenberg. I sin serie DIY fra 2016 malede han traditionelle kalkmalerier, men gav dem helt nutidige, skæve betydninger eller Thomas Kluge, hvis dramatiske lyssætning har direkte rødder tilbage til barokken.
Det åbner elevernes øjne for, at man kan tage noget historisk og genoplive det i et moderne, personligt udtryk.
Altså at “stjæle” som en kunstner og skabe noget nyt.
Kunsthistorie skaber ægte empati
Billedkunst er ikke kun teknik og farver – det er også dannelse. Når eleverne arbejder med kunsthistorie, hjælper vi dem med at sætte sig ind i andre tider og menneskers tankegange.
Tag nu fx kubismen. Hvorfor i al verden begyndte Picasso og Braque at opdele motiverne sammen i kantede, flade fragmenter? Jo, det var jo bl.a. en direkte reaktion på kameraets opfindelse.
Pludselig kunne et fotografi gengive virkeligheden perfekt – og hvad skulle kunsten så? Kubisterne ville vise flere aspekter af et motiv på én gang, frem for blot det flade øjebliksbillede….
– og her har vi jo en helt nutidig parallel. Man kan næsten ikke lade være med at tænke på den “trussel” AI er mod kunsten i dag. Hvordan skal vi som kunstnere og kunstelskere reagere på den? …
Når eleverne forstår den bagvedliggende kamp og tankegang, forstår de også, at kunst altid spejler den verden, den er skabt i. Det giver dybde i deres egne billeder.
Der er også mange kunstværker der handler om universelle menneskelige temaer som eksistens, sorg, magt og identitet. Her taler billeder så langt tydeligere end ord – og så taler de direkte ofte direkte til hjertet.
Det giver et trygt rum til at tale om svære følelser og sætte sig ind i andre menneskers livsvilkår.
Når vi arbejder med billedlæsning, træner vi også elevernes evne til at se ud over hovedmotivet. Tag for eksempel billedet her – “Sat ud” af Erik Henningsen.
Ved ikke kun at se den centrale konflikt, men også bifigurerne i baggrunden, lærer eleverne at stille undersøgende spørgsmål: Hvem betragter situationen fra sidelinjen? Hvad fortæller deres kropssprog, deres blik eller deres handlinger?
Når vi arbejder med at aflæse følelser i malerier, bliver eleverne også bedre til at registrere og reflektere over deres egen og deres medmenneskers følelser og roller i virkelighedens sociale samspil.
Kunsthistorie kan fjerne præstationspresset
(og give plads til eksperimenter)
Mange unge (og voksne) lider af den klassiske blokering: “Jeg kan ikke finde ud af at tegne.”
Når vi viser dem, hvordan store kunstnere gennem tiden har brudt med reglerne, forvrengt proportionerne eller arbejdet helt abstrakt, flytter fokus sig. Kunsten handler ikke om at ramme virkeligheden 1:1. Den handler om at turde udtrykke noget.
Her kan du fx tænke på Chagalls flyvende og forvrængede kroppe …
Det giver en enorm frihed i billedarbejdet at opdage, at det uperfekte og personlige udtryk har værdi.
Kunsthistorie træner visuel kompetence og billedanalyse
I en digital hverdag oversvømmes eleverne af billeder og postulater
Ved at lære dem at aflæse kunsthistoriens billeder, giver vi eleverne konkrete redskaber til at dekonstruere, analysere og forholde sig kritisk til visuelle udtryk.
Ved at præsentere to forskellige versioner af den bibelske fortælling om Salome og Johannes Døberens hoved – ét roligt og harmonisk renæssancebillede sat over for et dramatisk barokbillede – kan man igangsætte en værdifuld samtale om, hvordan man kan fortælle den samme historie på vidt forskellige måder.
Det er en virkelighed, alle elever kan relatere til fx efter en konflikt i frikvarteret, hvor parterne også har hver deres udlægning. Men hvordan malerne mere præcist “argumenterer” gennem deres æstetiske valg, er kernen i en rigtig god og lærerig dialog.
Kunsthistorie på den nemme måde
Kunsthistorien behøver ikke være en tung eller tidskrævende størrelse – hverken for dig som underviser eller i elevernes undervisning.
I min undervisning arbejder jeg med korte, fokuserede forløb, hvor vi sjældent bruger mere end 15 minutter ad gangen. Det gør stoffet utroligt overskueligt og let at gå til (Der er powerpoint med billeder og lærernoter til alting i mine kunsthistorie-hæfter)
For at sikre, at eleverne er aktive – selv i den teoretiske del – afslutter vi hver gennemgang af en kunstretning med en lille opgave: De skal lave en hurtig fotocollage af dagens tema som lektie derhjemme. Det tager dem typisk kun 5-10 minutter, men det gør en verden til forskel for deres engagement.
Når vi bygger ovenpå med kreative miniprojekter i timen – som fx kubistiske fotocollager, hvor flere vinkler smeltes sammen, eller når vi forvandler renæssanceværker til moderne memes – bliver de historiske strømninger pludselig levende.
Gennem denne legende tilgang knækker eleverne koden til kunstens virkemidler, fordi de selv prøver kræfter med komposition og perspektiv i praksis.
Min opfordring er derfor: Lad kunsten blive en fast, legende makker i valgfagsundervisningen, hvor I knækker koden til fortidens billeder og finder inspiration til jeres egne nutidige værker.
Kreative hilsner fra
PS Du kan læse mere om mine kunsthistoriehæfter her
