Portrætforløb i 3.klasse

Har du fulgt med i Danmarks bedste portrætmaler på DR? Det er der i alt fald rigtig mange, der har! Og det var en super motivation for 3.klasse, der er gået i gang med male portrætter.

Jeg har tidligere vist vores øvebilleder af øjne – du kan læse om dem her.

Jeg kan godt lide at lave øvebilleder af øjne og mund inden vi går i gang med selve portrættet, for det gør optegningen så meget lettere.

Denne gang er det altså munden, vi har sat fokus på.

Det er en overraskelse for de fleste børn og begyndere, at munden faktisk er så bred som den er – prøv at sætte en finger i hver mundvig og kør lige op …. og der vil du støde på pupillen. 

Det overrasker også, at læberne faktisk ikke har samme farve, fordi der er langt mere lys på underlæben.

I det hele taget er det også lidt svært med farven på læberne. Mange tænker dem som røde, men der er stor forskel på den røde farve i farveæsken og den farve læberne har – så her skal der for alvor blandes farver!

Vi arbejder os videre frem – næste projekt er at tegne hele portrættet op med blyant. Det er altid udfordrende (og spændende!) 

Jeg vender tilbage med mere fra forløbet.

Kreative hilsener

PS – hvis du gerne vil have hjælp til forberedelsen af et forløb med selvportrætter, har jeg lavet 2 hæfter fyldt med noter, guidet tegning, øveark og et galleri af børneportrætter – klik på billederne, så kommer du til en side, hvor du kan læse mere.

 

 

 

Skagensmalerne – parafraser i 3.klasse

3.klasse har i dansk arbejdet med Skagensmalerne i dansk og billedkunst. I dansk har de læse “Spejlsøster”, hvor de får rigtig meget information om skagensmalerne.

I billedkunst har vi arbejdet med “Sommeraften på Skagen Sønderstrand”. Billedet forestiller Anna Ancher og Marie Krøyer, der spadserer en tur ved stranden efter et middagsselskab.

Billedet er malet af Krøyer, men inden sit endelige maleri, malede han flere skitser. Den ene af dem stod hos Michael Ancher, og en vinterdag fik han lyst til at kopiere billedet. Først langt senere indrømmede han det over for Krøyer.

Vi gik i Anchers fodspor og kopierede Krøyer, og det er der kommet disse herlige billeder ud af.

Baggrunden er malet med temperamaling, og ovenpå har vi brugt Neocolor.

For nylig så klassen et klip fra det afsnit af “Danmarks bedste portrætmaler”, der blev optaget på Skagen museum, og stor var begejstringen, da de så “deres” maleri på væggen.

Kreative hilsener

 

Glimt fra valgholdet

Som jeg tidligere har skrevet om, har jeg overtaget valgholdet på skolen, da min kollega   gik på pension. Vores valghold går fra midt i 7.klasse til midt i 9.klasse med skift hvert halve år – altså var der kun ganske få gange tilbage med det “gamle hold”.

Jeg har rigtig mange billedkunstklasser på skolen, men lige netop de 2 årgange har jeg ikke haft som små, så derfor planlagde jeg et velafprøvet forløb: Op Art. Denne gang har det dog fået et par krøller – ud fra elevernes inspiration.

Vi har bl.a. set på Riley og Vaserelys op art billeder og sat dem i relation til den nulevende unge brasilianske kunstner med kunstnernavnet J.Desenhos.

Vi har teknikker til at få ting til at “poppe op”. Til at begynde med, skulle alle lave deres hånd “bag” linjerne, men bagefter var der frit slag.

8.klasse har lige haft projektopgave, og en af pigerne fra holdet ville gerne have lidt vejledning i forhold til sit kreative projekt. Hun skrev om selvskade – og værket blev opsigtsvækkende – se selv:

Hånden er lavet som en tapeskulptur, kniven er printet og limet på og alt er sat ind i en sortmalet kasse for at give et rum om skulpturen.

Om kort tid starter et nyt hold – sandsynligvis med en flok af “mine” gamle billedkunstbørn – Det bliver fantastisk!

De bedste hilsener

PS 

I næste uge (28/2) holder vi det sidste inspirationskursus i dette skoleår på dansk grund – Så bor du omkring Herning, og vil du gerne fyldes af inspiration, er det NU du skal tilmelde dig!

Nyt træningshæfte på gaden

Har du prøvet at bruge træningsopgaver som en god start på din billedkunsttime? Ellers kan jeg meget anbefale det!

Når børnene kommer ind efter frikvarter, sidder de 5-10 minutter med hæftet (eller mere, hvis det passer bedre i din plan). Det giver dem en rolig start på timen, samtidig med at de træner vigtige færdigheder (opdele komplicerede motiver i mindre dele, øje/hånd koordination, træner kreativiteten mm.)

Mine inspirationshæfter indeholder 5 typer opgaver – det er nok til at opgavetyperne er genkendelige, men afvekslende.

For en måneds tid siden udgav jeg det førte hæfte – her kommer nummer 2 i rækken. Det er planen, at det næste skal komme i begyndelsen af marts.

Egentlig ville jeg gerne lade dig bladre igennem hæftet, men det kan desværre ikke lade sig gøre med et digitalt hæfte …. derfor har jeg lavet et demohæfte, du kan prøve.

Håber du bliver lige så glad for træningshæfterne, som jeg er.

Kreative hilsener fra

PS – en af mine kursister anbefalede at bruge hæftet som kvalificeret vikar-arbejde ved planlagt fravær…

Ler i 2.klasse – “Rig som menneske”

For en tid siden skrev jeg om første del af et lerprojekt, jeg arbejder med i 2.klasse. Vi har først talt om, hvad der gør en rig og lykkelig. Vi blev hurtigt enige om at penge ikke kunne kunne gøre det. Derefter havde vi en rigtig fin snak og brainstorm over livets virkelige værdier.

Senere lavede børnene små lermønter, hvor de viste nogle af disse værdier.

Næste skridt var at lave smukke punge af ler til mønterne. De er nu tørret og brændt og jeg har glædet mig til at vise dem frem til jer. De er lavet i hvidler, dekoreret og brændt. 

Jeg har desværre kun ca. 60 effektive minutter om ugen med klassen, så rent praktisk havde jeg delt børnene i hold på ca. 3 elever, hvor den ene var direktør og de to andre hjælpere. De lavede så en pung til direktøren. Gangen efter byttede de roller indtil alle havde fået en pung.

Noget af det, der er dejligt ved at arbejde med ler flere gange i træk er, at man kan se udviklingen. Fra usikre elever, der gerne ofte vil tjekke, at de gør det korrekt, til elever der sikkert anvender lerslikker, sætter dele sammen og former leret som de har lyst.

Undervejs fik vi uddannet et par “lermestre”, som de andre elever vidste, at de kunne spørge, hvis de var i tvivl.

Som sagt glæder jeg mig meget til at få pungene glaseret, så vi kan udstille dem – også for jer,her på bloggen.

Kreative hilsener

PS husk inspirationskurset i Herning, hvis du bor i midt- eller vestjylland.

Next stop: Herning

Torsdag morgen stod vi tidligt op for at tage til København for at holde inspirationskursus for en flok skønne lærere. 

Vi havde en dejlig dag og kom igennem en masse emner: lerteknikker, tegnekursus, guidet tegning, blyantstegning, arkitektur mm.

I slutningen af dagen bad vi deltagerne om at udfylde evalueringer. Det var dejlig læsning (og et par konstruktive råd).

Læs med her….

“Det har været SÅ fedt at lære og fordybe sig! Tak for en skøn dag, og jeg ville ønske jeg kunne komme afsted igen i morgen. Glæder mig til at skulle hjem og undervise” – Mie

 

“Super dejligt og inspirerende kursus! Meget konkret , som man kan gå direkte “hjem” og bruge i undervisningen”

 

“Tusind tak for masser af inspiration. Det har været en sand fornøjelse at møde dig og høre om dine mange gode idéer og inputs”

 

“Rent wellness for sjælen – tusind tusind tak”

 

“Tak for en dejlig dag. Ja, det hele har været i top”

Om en lille måned er vi afsted igen. Denne gang gælder der Herning! Bor du i nærheden, vil jeg blive glad for at møde dig på kurset.

Du kan læse mere om kursets indhold på dette link.

Mit lille firma har jo et meget begrænset PR-budget, så jeg er meget taknemmelig for anbefalinger, delinger, likes og “tags”, så vi kan inspirere så mange som muligt.

Kreative hilsener

FruBillledkunst / Tina

—————————————————————-

Inspirationskursus den 28/2/19 kl. 9-15 på Brændgårdvej 4, Herning.

Du tilmelder dig kurset ved at udfylde skemaet her.

Prisen for kurset er 1250 kr.ex. moms. – incl.forplejning.

Tilmeldingsfrist fredag den 26. februar 2019 

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...