Ekspressionisme-forløb …. Her er vi kommet til

I sidste uge viste jeg nogle abstrakte billeder, mine elever havde malet ud fra forskellige følelser, og udfordrede dig til at gætte følelsen. Hvor mange rigtige fik du?

Ugen efter gættede eleverne på følelserne bag billederne – præcis som jeg opfordrede dig til at gøre – og derefter kom jeg med et oplæg om ekspressionismen. 

Der er det selvfølgelig ikke til at komme uden om Munchs “Skriget”, men vi kiggede også på ekspressionisten Franz Marc, der malede kulørte dyr. 

I denne uge er vi begyndt på parafraser af Franz Marc’s malerier. Vi tegner på sort papir med pasteller – det er en sjov og spændende udfordring for børnene!

Jeg glæder mig meget til at vise de færdige malerier frem!

 

Skøn pop-art fra 1.klasse

1.klasse har malet nogle skønne parafraser på pop-kunstneren Wayne Thiebauds billeder – og de er bare blevet så gode!

Jeg har guidet dem gennem optegningen af vaflerne og holderen – og så har de eksperimenteret løs med farveblandinger. Inden da, havde vi dog brugt en lektion på at øve os i at male “is-farver” med MASSER af hvid.

Når jeg skriver at billederne er malet af 1.klasse, er det måske lidt af en tilsnigelse. Vi startede på dem inden sommerferien, men vi havde kun 45 min om ugen, så vi nåede ikke helt i mål i juni. 

Men det er faktisk også rigtig rart for mig som lærer, at begynde året med et halvfærdigt projekt, så man ikke skal starte nye forløb op i alle klasser på samme tid.

Billederne er malet på karton med neocolor II. Mange af børnene var glæde for at opløse farven i baggrunden – “gøre neocolor til maling” – med en vådserviet. På den måde er det meget lettere at styre, og papiret går ikke så let i stykker.

t

Jeg ELSKER simpelthen det her projekt! Skønne legende billeder, farvelære og kunsthistorie på én gang – What’s not to like?

PS Hvis du gerne vil have hjælp til et lignende forløb, kan du finde tegneguide, ark til at træne farveblanding og tips og tricks i mit inspirationshæfte. Du får oven i købet hele 3 forløb inspireret af Wayne Thiebaud: Isvafler, tyggegummimaskiner og dessertglas.

 

TEST – kan du gætte følelsen?

De følgende 5 billeder er hver især malet ud fra en følelse – kan du gætte hvilken?

Jeg arbejder med det samme forløb i flere af mine klasser for tiden – et nyt stort forløb om ekspressionisme, og det er super spændende!

Først talte vi om, hvordan følelser og billeder hang sammen. Børnene malede nogle små skitsebilleder af forskellige følelser.

Efter hver følelse, sammenlignede vi billederne og konstaterede, at der var en del fællestræk. 

Mange havde f.eks. brugt udelukkende rød og sort til billedet af vrede. Nogle havde kraftige zigzag-formede streger, mens det for andre var en lille hård knude – nærmest som en arrig krussedulle. 

Ved hver følelse brugte jeg noget tid på at male følelsen frem med mine ord. Derefter bad jeg eleverne om at male følelsen. For at hjælpe dem i gang, stillede jeg spørgsmålene: 

  • Hvilke farver har f.eks. glæde? Er det lyse eller mørke?
  • Er det varme eller kolde farver?
  • Har glæde runde eller kantede/spidse former?

Næste opgave var at male et mere detaljeret billede af en valgfri følelse…. men følelsen skulle holdes hemmelig!

Vi brugte gammeldags farvelade (noget jeg sjældent bruger i min undervisning, men der stod en kasse med dem, da jeg overtog lokalet for 12 år siden).

Eleverne ELSKEDE den frie opgave at male en baggrund helt som man havde lyst, og der gik vist lidt leg i det for nogle …. men det skader vel heller ikke en gang imellem….

Ovenpå farveladen har børnene brugt neocolor for at forstærke indtrykket – og det gjorde en rigtig stor forskel. Billederne gik fra at se lidt tilfældige ud, til at se “færdige” ud.

Undervejs fik vi naturligvis en masse snak om komposition (at bruge hele fladen) og at arbejde med variationen (at øjet ikke må “kede sig”).

Næste gang skal vi evaluere billederne og føre forløbet over i kunsthistorien, Vi skal høre om ekspressionismen og arbejde med parafraser af Franz Marcs billeder – men mere om det senere! Følg med her på bloggen.

Kreative hilsner

 

 

PS De fire følelser er: 

  1. Vrede
  2. Glæde
  3. Fred
  4. Ensomhed (Du står bag en trist rude (Den blå ramme) og kigger ud på de andres fest (de kulørte farver))
  5. Nysgerrighed

Færøske fantasihuse – 2.klasse

I dag får du mest en billedstrøm fra et skønt projekt i 2.klasse.

Måske har du tidligere set mit projekt inspireret af den jyske kunstner Hanne Bach. Dette projekt er en videre-udvikling – stærkt inspireret af mit besøg på Færøerne.

Noget af det, der fascinerer mig ved de færøske huse, er deres kulører og de smukke græstage. 

Billederne er malet på karton med farveblyanter (Lyra Super Ferby og Faber Castell).

Vi har talt meget om farveblandinger og lys/skygge på husene.

Håber billederne har kunnet inspirere dig.

Varme hilsner fra 

FruBilledkunst

 

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...