Så er elevernes huse blevet færdige, og jeg har glædet mig til at vise jer dem.
Hvis du ikke har læst første indlæg om forløbet, kan du finde det her. Børnene har været meget aktive og kreative. Det var sjovt at se, hvordan de inspirerede hinanden. Jeg fortæller altid, at det er en ÆRE, hvis nogen låner en af ens idéer – det er en ros til personen, at han/hun har fundet på noget, der er så godt, at det er værd at lave noget magen til. På den måde har vi fået ordene “aber efter” ud af lokalet.
Efter børnene havde tegnet husene op og fyldt dem med detaljer, er de malet med farveblyanter. Vi har brugt Lyra Super Ferby og Faber-Castels tykke vandopløslige farveblyanter. Jeg beder altid børnene om at have mindst to lag farve over det hele. Det giver en dybere og meget mere interessant farve.
De børn, der valgte de vandopløslige farveblyanter, fik en lidt fugtig serviet, til at “trække farven ud”.
Vi talte også en del om, at vinduerne fungerer som spejle. Ofte er det himlen, der spejles, så derfor bliver de forskellige nuancer af blå.
Jeg har flere arkitektur-idéer i ærmet, så da børnene havde malet deres hus færdigt, kopierede jeg tegningerne, så vi kan arbejde videre med kopierne uden at originalerne kommer noget til.
Forenklede fælles mål – 3.-5. klasse – fase 1
Det har undervejs været en fornøjelse at høre eleverne bruge arkitektur-ordene … “Jeg vil lige tegne en fransk altan” …. “Synes du, at der skal være et facadebånd der?” etc.
Jeg blev stoppet af en mor den ene morgen. Hun fortalte, at datteren var begyndt at kommentere husfacader, når de var ude på tur – “Se, der er en kvist” – “Se, det hus har trappetag”.
Det er et dejligt lille bevis på, at man får øjnene op for sin omverden, når man har billedkunst 🙂 …. Billedkunst er et af skolens vigtigste fag!
Følg med her på bloggen, hvor jeg snart vil vise næste skridt i vores arkitekturforløb 🙂