Søpapegøjer – 1. og 4.klasse

For kort tid siden præsenterede jeg mit nyeste hæfte – Søpapegøjer – her på bloggen, men så opdagede jeg til min overraskelse, at jeg havde snydt jer for ungernes dejlige billeder – beklager. Her kommer nogle af dem ….

Først fortalte jeg nogle facts om søpapegøjer. Vidste du f.eks. at:

  • De kan flyve ret hurtigt på trods af deres relativt korte vinger (op til 90km/t)
  • De er også gode svømmere, og kan dykke ned til 60m under overfladen
  • De bygger ikke reder, men graver huller
  • De lever det meste af deres liv på havet
  • De lægger kun ét æg hvert år
  • De lever længe (omkring 20 år i naturen)

Nå ja, og så er de et fantastisk tegne-motiv, men det er jo indlysende!

Efter snakken om fuglene, guidede jeg eleverne gennem optegningen af fuglen. 

Vi tegnede op med blyant på almindeligt A4-karton. Fuglene er malet med Neocolor, suppleret med en anelse farveblyant/sort tus ved øjet.

Klipperne og græsset er også malet med Neocolor – med siden og spidsen af farven. 

Himlen er – som du kan se på billedet – malet med min favorit: PanPastel. Det er altså et fantastisk materiale til at slutte et billede, som børnene har gennemarbejdet!

Som oftest er der frit slag efter optegningen af hovedmotivet. Nogle af børnene valgte at tegne flere fugle. De brugte tegneguiden fra hæftet, så det var let for dem. 

Jeg viste også børnene et par af Edward Fugløs malerier af søpapegøjer i jakkesæt … Se hvordan det inspirerede en lille fyr i indlæggets første billede.

Det er fantastisk at male fuglebilleder med eleverne, fordi de altid lykkes! Fugleformen er relativt nem at overskue, og man kan bruge krudtet på at blande smukke farver. 

Hvis du også gerne vil i gang, kan du få hjælp fra mit hæfte, hvor der er grundig trin-for-trin vejledning i tegneguiden.

Kreative hilsner

 

Tværfagligt samarbejde om Færøerne eller Island?

Nyt inspirationshæfte

Det er svært at åbne en bog om Færøerne eller Island uden at øjet bliver fanget af de smukke søpapegøjer – også kaldet lunder. Mit nyeste inspirationshæfte giver dig alle forberedelses-papirerne, så du kan lave et skønt guidet tegneforløb – eventuelt i forbindelse med et tværfagligt samarbejde.

Forløbet er gennemført i 1. og 4. klasse.

Du kan læse mere om de to udgaver af hæftet her.

 

Tak – og en hilsen fra Færøerne

TAK

For nogle år siden var min skole udtrukket til at være copydan-skole – d.v.s. jeg skulle kopiere et ekstra eksemplar af de sider, jeg brugte i undervisningen ….. lidt bøvlet hele tiden at huske, at man skulle kopiere til én ekstra og huske at lægge det i copydan-bakken …. Kopierne blev indsendt til copydan, der noterer, hvor de kommer fra, og fordeler pengene til dem, der har lavet materialet. 

Jeg vil gerne sige 1000 tak til jer, der har indberettet sider fra min blog/mine hæfter. En gang om året kommer der en hilsen fra copydan, der er med til at finansiere bloggen – det skal I have tak for. 

KURSUS PÅ FÆRØERNE

Lige nu er jeg og hr. Billedkunst i Tórshavn for at holde billedkunstkursus. Vi ankom fredag aften og har haft lidt tid til at se os om i de dejlige omgivelser.

I morges mødte et hold skønne kursister op til et tre dages billedkunst-kursus. Det er en luksus at have flere dage i træk, så man kan komme omkring lidt mere.

I dag startede vi med doodle og op art – det er altid geniale forløb at have i sin faglige rygsæk. Derefter talte vi om tegnealfabetet, og hvordan man lærer børn at tegne. 

De færøske mål er anderledes end de danske, og mange gange nævnes det, at undervisningen skal tage udgangspunkt i den færøske natur og kultur. Derfor skulle vi naturligvis tegne søpapegøjer (lunder). 

Jeg guidede kursisterne gennem optegningen og alle fik nogle rigtig fine billeder ud af det. En lærer sagde ved morgenens præsentation, at hun kun kunne tegne tændstiksmænd – Det kan hun ikke hævde længere!

I morgen er det meningen, at vi skal lave lerkrukker … hvis altså leret når at blive blødt nok. Jeg havde bestilt en stang blåler, men da vi pakkede den ud, var den helt hård!

Jeg har lagt den i blød efter den metode jeg tidligere har brugt, og håber at den når at blive blød til i morgen. Hvis du ikke har læst indlægget om førstehjælp til tørt ler, kan du finde det her – metoden er genial!

Tak fordi du læste med – hav en fortsat dejlig dag.

 

 

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...