Fugl Fønix letter – billedkunst i 5.klasse

I Paradisets Have, under kundskabstræet, stod en rosenhæk; her, i den første rose, fødtes en fugl, dens flugt var som lysets, dejlig dens farve, herlig dens sang….

Sådan indleder H C Andersen sit eventyr om Fugl Fønix, men fabeldyret har rødder i mange kulturer, og er blevet brugt som symbol på ilden og genfødslen.Men de fleste af mine elever kender nu bedst fuglen fra den rolle, den spiller i Harry Potter.

Harry er på Dumbledores bibliotek, da fuglen pludselig går i brand og ender som en askebunke.

Harry bliver forskrækket og bedyrer sin uskyld, mens Dombledore stilfærdigt siger, at det var ved at være dens tid. Efter kort tid kommer en ny lille Fønix-unge til syne af asken – den er genopstået.

Her kan du se det lille klip fra filmen, som klassen så som den del af introduktionen til emnet.
Noget af det skønneste ved fabeldyr / fantasidyr er,  at man helt selv kan bestemme, hvordan de ser ud – hvilke former de har og hvilke farver.

Jeg havde egentlig ikke tænkt, at skulpturerne skulle have kulør, men eleverne ville det anderledes 🙂

Nogle brugte silkepapir og pergamyn, andre brugte colourtubs (en vandbaseret maling med halvfast konsistens).

Fuglene er primært bygget af sølvpapir og tape – med en smule avis i maven til at støtte formen. Vingerne er formet over karton, pap eller bølgepap.

Eleverne måtte også helt selv bestemme størrelsen af deres skulptur. De fleste har et vingefang på 50-70 cm, men en enkelt gruppe valgte at gå “full in” – deres imponerende fugl har et vingefang på over 2 meter.

Efterhånden som eleverne blev færdige med deres fugle, skrev de en præsentation af værket til udstillingen.

De  smukke fugle hænger nu og pynter på vores lange skolegang, med undtagelse af et par “stående” skulpturer ….

Husk, at du kan være med til at inspirere andre ved at dele indlægget her på de sociale medier. Jeg har sat deleknapper til Facebook, Twitter og Pinterest ind ved billederne. Vil du hellere bruge Google+, eller simpelthen sende indlægget til en ven, er der nu deleknapper i venstre side af skærmen 🙂 

 

Fugl Fønix – undervejs – billedkunstforløb i 5.klasse

Som jeg luftede tidligere, var fuglene i sølvpapir kun del 1 i et skulptur-forløb. Nogle gange, når jeg giver sådan en teaser, er det fordi jeg ikke helt selv ved, hvordan det ender.

Jeg har tænkt nogle tanker – og jeg kan lide at give mig selv udfordringer – men jeg når ikke altid at afprøve projekterne fuldt ud …. Det er imidlertid ikke kun skidt, for det fremmer innovationen i billedkunstlokalet! Jeg fortæller børnene om mine overvejelser, men siger samtidig, at det nemt kan være, at de kan finde på bedre idéer.

Her er nogle små glimt fra timerne. Jeg glæder mig allerede til fortsættelsen 🙂

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...