Stort fællesbillede – og find mig-leg

www.FruBilledkunst.dk - fællesbillede
For kort tid siden havde vi “værdidage” på skolen – altså et par emnedage, hvor vi skulle arbejde med skolens værdier. Det skulle der bl.a. komme et kreativt projekt ud af, der skulle udstilles sidst på ugen.
3.klasserne skulle male et stort fællesbillede, og 2.klasserne skrive en digt-kæmpebog.
Inden dagen havde jeg i søstrene grene købt det største lærred jeg kunne få fat i. Jeg havde også købt den tilhørende ramme. Jeg var ret begejstret, da de lige nu også havde stencils af både bogstaver og tal for ganske få kroner 🙂
Jeg havde taget et foto af nogle af børnene og formateret det i word. (Den der sort-hvide mulighed, man aldrig bruger normalt…). Bagefter blev det kopieret over på en transperant.
Da dagen kom, begyndte den ene 3.klasse at forberede baggrunden med spray-maling og nogle forme jeg havde liggende. De stammer fra et brætspil, hvor brikkerne skulle trykkes ud.

Jeg har et par skumstempler, som børnene derefter brugte – især på kanterne af billedet. Vi brugte almindelig halvtyk akrylmaling.

www.FruBilledkunst.dk

Efter en (lidt for kort) tørrepause / frikvarter, gik den anden klasse i gang med at tegne figurerne op med. Til optegningen brugte vi almindelige tusser og dækfarve, som begge er vandbaserede – hvilket havde den fordel, at man med en hårdtopvredet klud kunne fjerne små fejltagelser.

Der kunne kun være 3-4 børn om det ad gangen, men en del af de andre arbejdede med rammen imens. Vi havde en masse små kopierede fotos af børnene, som vi dækkede rammen med. Til det brugte vi limlak.

Til sidst malede jeg ordene op vha. skabelonerne fra Søstrene Grene – det kunne børnene sagtens have gjort, men tiden var ved at rinde ud.

Den sidste lille detalje var, at alle børnene kom og skrev deres navn med blyant i baggrunden. Det var lidt svært at skrive ovenpå strukturen fra malingen, men det så ret fint ud.

Til ferniseringen havde børnene deres familie med, og jeg så mange gå “på jagt” efter deres navn og billeder af dem selv på rammen – en slags “Find Holger-leg” 🙂

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

En tanke om "Stort fællesbillede – og find mig-leg"

  1. Pingback: Moderne selvportrætter | FruBilledkunst

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *