Søpapegøjer – 1. og 4.klasse

For kort tid siden præsenterede jeg mit nyeste hæfte – Søpapegøjer – her på bloggen, men så opdagede jeg til min overraskelse, at jeg havde snydt jer for ungernes dejlige billeder – beklager. Her kommer nogle af dem ….

Først fortalte jeg nogle facts om søpapegøjer. Vidste du f.eks. at:

  • De kan flyve ret hurtigt på trods af deres relativt korte vinger (op til 90km/t)
  • De er også gode svømmere, og kan dykke ned til 60m under overfladen
  • De bygger ikke reder, men graver huller
  • De lever det meste af deres liv på havet
  • De lægger kun ét æg hvert år
  • De lever længe (omkring 20 år i naturen)

Nå ja, og så er de et fantastisk tegne-motiv, men det er jo indlysende!

Efter snakken om fuglene, guidede jeg eleverne gennem optegningen af fuglen. 

Vi tegnede op med blyant på almindeligt A4-karton. Fuglene er malet med Neocolor, suppleret med en anelse farveblyant/sort tus ved øjet.

Klipperne og græsset er også malet med Neocolor – med siden og spidsen af farven. 

Himlen er – som du kan se på billedet – malet med min favorit: PanPastel. Det er altså et fantastisk materiale til at slutte et billede, som børnene har gennemarbejdet!

Som oftest er der frit slag efter optegningen af hovedmotivet. Nogle af børnene valgte at tegne flere fugle. De brugte tegneguiden fra hæftet, så det var let for dem. 

Jeg viste også børnene et par af Edward Fugløs malerier af søpapegøjer i jakkesæt … Se hvordan det inspirerede en lille fyr i indlæggets første billede.

Det er fantastisk at male fuglebilleder med eleverne, fordi de altid lykkes! Fugleformen er relativt nem at overskue, og man kan bruge krudtet på at blande smukke farver. 

Hvis du også gerne vil i gang, kan du få hjælp fra mit hæfte, hvor der er grundig trin-for-trin vejledning i tegneguiden.

Kreative hilsner

 

Tværfagligt samarbejde om Færøerne eller Island?

Nyt inspirationshæfte

Det er svært at åbne en bog om Færøerne eller Island uden at øjet bliver fanget af de smukke søpapegøjer – også kaldet lunder. Mit nyeste inspirationshæfte giver dig alle forberedelses-papirerne, så du kan lave et skønt guidet tegneforløb – eventuelt i forbindelse med et tværfagligt samarbejde.

Forløbet er gennemført i 1. og 4. klasse.

Du kan læse mere om de to udgaver af hæftet her.

 

Væk fra lokalfarverne – Rundetårn i 4.klasse

Som udgangspunkt elsker de fleste børn lokalfarverne. Græsset skal være grønt, himlen blå og huset rødt …. eller hvidt eller gult!

4.klasse har malet rundetårn i kulørte udgaver – inspireret af den franske kunstner Robert Delaunay (1885-1941). Han var påvirket af fauvismens kraftige farver, som han kombinerede med kubisme. Vi har taget udgangspunkt i hans maleri af Eiffeltårnet, som han maler i frøperspektiv (La Tour Eiffel, 1926).

Jeg guidede 4.klasse gennem optegningen af tårnet, og derefter har de selv bestemt resten. Vi har talt om hvilke farver der passer sammen – og hvad der sker, hvis man sætter nogle sammen, som man ikke tror ser godt ud ….

Da min mor var lille, var en kombination af grønt og blåt utænkeligt …”grønt og blåt klæ’r tosser godt”, sagde de.

I min barndom kunne man aldrig have fundet på at sætte gul og pink sammen – men det er jo en spændende kombination ….

Dette projekt er en legeplads for farveundersøgelser. Ved at vise Delaunays billede først, får børnene tilskyndelse til at prøve “vilde” farvekombinationer af. 

Uden Delaunays billede tror jeg, at de fleste tårne var blevet gule – for det er Rundetårn…. Men det behøver det jo ikke at være.

Billederne er malet med akvarel. Nogle af eleverne har tilføjet små detaljer med farveblyant.

Til sidst har vi sammen vurderet deres billeder – nogle af dem havde brug for at få konturerne tegnet op med sort streg, nogle af dem havde brug for stærkere farve i baggrunden. Det klarede vi med lidt tørpastel. Det gør en KÆMPE forskel, når baggrunden virkelig “lyser”.

Til sidst har jeg lamineret billederne (pga. pastellen)

Hvis du selv har lyst til at lave projektet, kan du få mere hjælp i mit inspirationshæfte, hvor du bl.a. finder en trin-for-trin-vejledning.

 

 

Kreative hilsner fra

Vil du lave flotte påfugle-billeder?

Det her har jeg glædet mig til!

Så du de flotte påfugletegninger, børnene i 2.klasse tegnede for en tid siden.

Senere malede de fantastiske påfuglemalerier, der lige nu hænger og pynter på gangen.

Hvis du også har fået lyst til at lave skønne påfuglebilleder med din klasse, har jeg samlet alle mine forberedelses-ark til forløbet.

Der er reference-fotos og tegneguide, tips til materialer, og grundig trin-for-trin-vejledningen, så du er godt vejledt gennem hele processen.

Du kan købe hæftet i to udgaver – dels en billig til eget brug, dels en udgave med afdelingslicens, I kan købe som skole.

Du kan læse mere her

Glæd dig til begejstrede børn og flotte billeder!

Trafikdag – med en kreativ slutning

Vi havde for nyligt en trafikdag på skolen. Formiddagen var fyldt med masser af undervisning om regler i trafikken, gåtur, cykeltur mmm.

Efter middagsfrikvarteret skulle børnene lave noget helt andet. Jeg var så heldig at få lov til at være sammen med 2.klasse. Vi tog 3 børnecykler ind i klassen, fandt en bunke papir og tegneunderlag.

Jeg talte kort med børnene om, hvordan man griber opgaven an. Jeg foretrækker at begynde med hjulene. Vi målte med strakt hånd, hvor langt, der var mellem de to hjul … Og det kan jo være lidt forskelligt efter hvor man sidder.

Det var også en spændende opdagelse, at hjulet ikke nødvendigvis var cirkelrundt ….  Forkortningerne gør ofte hjulene en smule ovale. Vi talte om hvordan egerne går ….

Ikke alt kommer med i tegningerne, men børnene har SET cykler på en helt ny måde.

Nogle af børnene havde brug for lidt mere struktur – dem hjalp jeg med at få skitset grundformen op. Jeg tegner med ganske lys blyant nogle streger på børnenes tegninger – bagefter tegner de op og fylder billederne med deres iagttagelser.

Alt i alt et par dejlige timer i 2.klasse, hvor de lærte om cykler på en helt anderledes måde.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...