Arkitekturforløb undervejs

arkitektur i billedkunst - www.FruBilledkunst.dkBørnene er nu kommet godt i gang med arkitekturforløbet. Den første gang var primært teori. Vi talte om nogle fagord (f.eks. kvist, sokkel, facadebånd etc.) og bagefter så vi på huse. Det ville have været fint med en gåtur i København, men vi sparede togudgiften og tog turen på google maps street view 😉

Jeg havde egentlig “frygtet” opstarten. Der er så meget, jeg gerne ville lære ungerne, men hvor længe kunne de holde til at sidde – kunne jeg fastholde deres interesse?

Det viste sig, at min bekymring var helt overflødig. Børnene var engagerede og markerede meget undervejs. Højdepunktet var dog, da vi sluttede hus-runden af med at se på nogle af deres egne huse. De havde nu fået mange flere ord til at beskrive detaljerne.

Et par af eleverne var syge, og det er jo altid ærgerligt…. Jeg blev imidlertid rigtig glad, da en kollega fortalte mig, at hun et par dage senere havde hørt, at klassekammeraterne ivrigt havde forklaret dem om det de havde lært! Så det, jeg havde tænkt som lidt tørt stof, var det absolut ikke for dem 🙂

arkitektur i billedkunst 3klasse - www.FruBilledkunst.dkBagefter gik børnene i gang med at tegne byhuse. Jeg har lagt nogle faste rammer, de skal arbejde inden for, da vi skal bruge tegningerne også til det næste projekt.

Normalt kræver hustegning jo en masse måleri og forholdsregning (som selvfølgelig også er sjovt 😆 ), men for at hjælpe børnene uden om det, havde jeg lavet nogle grund-skabeloner. Der var mange forskellige, og de kunne tilrettes på mange forskellige måder, hvilket nok kan ses på billederne.

Jeg håber på, at optegningen og farvelægningen bliver færdig i næste uge, så jeg kan fortælle mere om projektet 🙂

 

Nyt skoleår … arkitektur og udstilling

Nyt skoleår = flere billedkunsttimer 🙂

Så er det nye skoleår efterhånden godt i gang. Jeg har været så heldig, at jeg har fået endnu et billedkunsthold, således at jeg nu er oppe på 5 hold = 10 lektioner. Jeg elsker det!

Arkitektur ….tanker ud fra FFM

Jeg har været i gang med at genlæse de (såkaldt) forenklede fælles mål for billedkunst, og hver gang jeg ser dem, slår det mig, hvor meget emnet arkitektur fylder. Når man kigger på  området “skulptur og arkitektur”, handler det i første del (altså 1.-2. klasse) mest om skulptur, men anden del (3.-5. klasse) handler RIGTIG meget om arkitektur – væk med ler, ostevoks og tape – med mindre det kan bruges til at lave bygninger/arkitekturelementer … Det undrer mig! www.FruBilledkunst.dk - arkitektur

Nå men …. hånden på hjertet, så har jeg ikke lavet særlig meget undervisning med arkitektur, så det var bestemt en udfordring! Jeg har ledt på nettet efter undervisningsforløb – men der var MEGET få, uanset om jeg søgte på dansk eller engelsk. Altså skulle jeg selv i gang med at blive klogere!

Jeg er i gang med et online-kursus i by-tegning og har læst en masse. Det har jeg sat sammen med noget af det, jeg tidligere har lavet. Det er der kommet et forløb med flere dele ud af – jeg glæder mig til at vise jer det.

 

Udstilling

Her i Næstved har vi hvert år et arrangement, der hedder Åbent Atelier.

En række kunstnere holder åbent hus/atelier en week-end, hvor man kan kigge forbi.

I år bliver det 3.-4. september. Sidste år var jeg en af de besøgende, men i år skal jeg være med for første gang. Jeg glæder mig og er meget spændt 🙂Tina Kejlberg - Eventyrlig eftermiddag 13x18

Nogle uger før, holder kunstnerne en fælles præsentations-udstilling – i år bliver det 20.-21. august i Næstved Storcenter.

Hvis du er i nærheden, vil det være rigtig hyggeligt, hvis du kigger forbi og hilser på. Vi skal være på Kurts torv.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...